Det så voldsomt ud, da den danske tennisstjerne Holger Rune lørdag pludselig blev ramt af tydelige smerter omkring den højre ankel midt i semifinalen ved ATP 250-turneringen i Stockholm.

Rune måtte trække sig fra opgøret og fortalte selv sin behandler, at han frygtede at have revet akillessenen over.

B.T.s tennisreporter, Jakob Kløcker, kalder det brutalt at se.

»Jeg er i chok … Jeg aner ikke, hvad jeg skal sige. Nej, hvor er det ubærligt og brutalt at se de her tv-billeder. Og hvor er det hamrende synd for danskeren, som var ved at finde sit bedste niveau igen,« siger Jakob Kløcker.

Episoden fandt sted i andet sæt af kampen mod Ugo Humbert. Rune havde vundet første sæt.

»Hvis det er en overrevet akillessene, som Rune nåede at sige, lige inden han blev hjulpet fra banen, så er det jo en regulær skrækskade. Og teamets reaktion sagde også det hele,« vurderer B.T.s tennisreporter.

Foto: Anders Wiklund/TT/Ritzau Scanpix

Runes mor og manager Aneke Rune skriver til B.T., at lægerne vurderer det som en overrevet akillessene. Hvis det er rigtigt, så hænger der nu en mørk sky over ikke bare resten af denne men også næste sæson.

»For ikke nok med, at sæsonen er slut for danskernes vedkommende, så er 2026-sæsonen også pludselig i fare for ham. For det kan jo tage op til et år, før man er tilbage fra så voldsom en skade.«

»Jeg kan slet ikke holde ud at tænke på det …,« siger B.T.s tennisreporter.

Holger Rune er aktuelt nummer 11 på verdensranglisten.