Aneke Rune bekræfter nu alle danske tennisfans' frygt.

For Holger Rune, der lørdag måtte trække sig fra semifinalen i Stockholm, er blevet ramt af en overrevet akillessene.

Det skriver Aneke Rune i en sms til B.T.

»Det er frygteligt. Det er tre til seks måneder ude, siger lægerne. Holger græder,« skriver Aneke Rune.

Holger Rune skal nu scannes og siden opereres.

I værste fald kan en overrevet akillessene tage endnu længere tid at komme helt tilbage fra.

B.T.s tennisreporter har reageret på skaden, 'som han slet ikke kan holde ud at tænke på'.

»Jeg er i chok … Jeg aner ikke, hvad jeg skal sige. Nej, hvor er det ubærligt og brutalt at se de her tv-billeder. Og hvor er det hamrende synd for danskeren, som var ved at finde sit bedste niveau igen,« siger B.T.s tennisreporter, Jakob Kløcker.

Det kan du læse om her.

Det var i opgøret mod Ugo Humbert, at Rune i andet sæt kom til skade. Rune havde ellers vundet første sæt.

»Det er en skam for Rune, og jeg ønsker, at han kommer hurtigt tilbage. Han spillede bedre end mig, og jeg vil ikke tale så meget om finalen. Det var ikke den her måde, det skulle ske på,« siger Humbert i et efterfølgende vinderinterview.