Den australske tennisspiller Angelina Graovac er begyndt at sælge billeder på sitet OnlyFans.

Hun er angiveligt endnu en i rækken af flere atleter, der har oprettet en bruger på sitet i forsøget på at tjene lidt penge ved siden af sporten. Det skriver yahoo! sport.

OnlyFans er et site, hvor brugerne kan abonnere på indhold, der ofte ikke indebærer alt for meget tøj.

Graovac er ikke den første australske tennisspiller, der benytter sig af sitet.

Bernard Tomic, der i mange år var med i toppen af international herretennis, er også at finde derinde med sin kæreste Vanessa Sierra, der lever fuld tid af at være til stede på OnlyFans.

Graovac' seneste optræden på tennisbanen var tidligere i december, hvor hun røg ud i første runde af ITF-turneringen i tunesiske Monastir.

19-årige Graovac fik sin professionelle debut i 2018, men hun har kæmpet med at slå igennem på topplan. I øjeblikket er hun placeret som nummer 1.171 i verden og har tjent omkring 16.000 kroner i præmiepenge.

Det er da også kun blevet til ni sejre i hendes 37 kampe.