Selv om man er gift med klodens bedste fodboldspiller og lever et liv i overdådig luksus, så kan man sagtens tumle med de samme problemer, som vi dødelige lønmodtagere bøvler med i vores corona-dagligdag.

Antonela Roccuzzo, der er gift med den argentinske Barcelona-superstjerne Lionel Messi, har på sin Instagram-profil indrømmet, at hun har haft svært ved at slutte fred med corona-isolationen.

I en video fortæller hun, at hun har måttet søge hjælpe hos en psykolog for at håndtere pandemien.

»Året startede sådan her – karantæne og hjemmeskole. Langt fra Argentina og fra vores familie. Men jeg opdagede – takket være en psykolog – hvordan jeg kan hjælpe mig selv og mine nærmeste,« siger hun i videoen.

I teksten til videoen henviser Antonela Roccuzzo til tv-serien 'The Wilds', som handler om en flok unge piger, der er strandet på en øde ø – og her bliver de tvunget til at konfrontere deres problemer med eksempelvis angst, bulimi og depression.

»Som mor og kvinde er det fundamentalt for mig at synliggøre disse problemer, som er en del af vores samfund – så de ophører med at være tabuer,« skriver hun.

Hendes ærlige opslag har fået næsten 400.000 likes.

32-årige Antonela Roccuzzo og Lionel Messi har været sammen, siden de var teenagere. I 2017 blev de gift. Parret har tre sønner sammen.