Nicklas Bendtner fanger tit politiets øjne.

Det fortæller han i det seneste afsnit af Dplay-serien 'Bendtner og Philine.'

»Jeg bliver ret ofte stoppet af politiet,« siger Bendtner, der tilføjer, at han på en periode på to måneder er blevet stoppet fem gange af politiet og er blevet testet for både narko – og alkoholpåvirkning.

Bendtner er da heller ikke helt en fremmed skikkelse for politiet. Han har flere møgsager på cv'et med både spirituskørsel og senest voldssagen fra 2018, hvor han afsonede sin straf med fodlænke.

Selv forklarer han om årsagen til, at han ofte bliver stoppet:

»Jeg tror måske, det er uheld. Det kan også være udseendet på de biler, jeg kører. Generelt set er de betjente, jeg møder, søde og flinke. Det kan godt være lidt irriterende, at man skal igennem alle mulige test og ting og sager, hver gang man bliver stoppet. Ligesom alle andre mennesker kører jeg af og til for hurtigt. Og det kan man også få en bøde for, men det er ikke den årsag, jeg bliver stoppet for,« siger han og fortæller, at han måtte slippe 1.000 kroner i bøde, fordi han havde glemt sit kørekort senest.

I øjeblikket er Bendtners fremtid uafklaret, men B.T. kunne tidligere i denne måned fortælle, at Bendtner var tilmeldt et trænerkursus med andre kendte navne som Daniel Agger, Lars Jacobsen og Jakob Poulsen.

Det bliver dog først til sommer, da coronavirus har udsat kurset, der skulle være startet i december.