Tennisspilleren Genie Bouchard er efterhånden blevet et stort hit på Instagram med sine over to millioner følgere.

Og det er især på grund af en årlig tradition, at hun adskiller sig fra flokken.

Igennem en årrække har canadieren til halloween delt sin udklædning med følgerne, der gennem årene har set alt fra 'Baywatch' til Kim Kardashian-efterligninger.

Og heller ikke i år er Bouchards fans blevet snydt på trods af coronasituationen, der gør halloween-fejringen til lidt af en udfordring. Denne gang er Bouchard hoppet i noget, der ligner en hyldest til computerspillet 'Mortal Kombat'.

Det er ikke længe siden, det kom frem, at Bouchard har fundet kærligheden i den 25-årige NFL-spiller Mason Rudolph.

Rudolph har spillet for Steelers siden 2018, hvor han er backup for holdets veteranstjerne Ben Roethlisberger.

26-årige Bouchard har kæmpet med sin tenniskarriere de seneste år, efter hun leverede sine bedste resultater i 2014.

Senest måtte hun trække sig fra en ITF-turnering i USA i et opgør mod amerikaneren Katie Volynets.

Bouchard havde problemer med en skade i maveregionen, og selv om hun forsøgte at spille videre, måtte hun senere trække sig, inden andet sæt kunne komme i gang.