Svenske Oskar Steen er et lysende ishockey-talent. Men selv om evnerne på banen er iøjnefaldende, var det noget helt andet, folk lagde mærke til for nylig.

For Steen, der i øjeblikket er udlånt fra Boston Bruins til svenske IF Björklöven grundet coronakrisen, fik et væld af kommentarer på sin Instagram-profil, da han lagde et billede op.

Her kan man nemlig se hans lår.

Steen fortæller til Aftonbladet, at han er vant til at få mange kommentarer på størrelsen af sine lår. Og så har han store problemer med at finde bukser, der passer til benene.

»Det er næsten helt umuligt. Man kan lede længe efter noget, som passer og som føles godt. Det er faktisk en ting, der irriterer i hverdagen,« siger han og tilføjer, at hans store lår skyldes masser af træning og gode gener.

Dog har Steen en opskrift på bukser, han kan passe.

»Man skal gå efter de brede varianter, som er lidt 'strechty' i materialet. Det er vejen at gå. Men short er et problem, fordi de er så fandens lange, når man skal have dem brede. Det er nok det største problem,« afslører han.

Steen er indtil videre at finde i Sverige indtil slutningen af november. Her udløber hans lejeaftale, der er kommet i stand, efter NHL-sæsonen endnu ikke er kommet i gang. Udsigterne til, hvornår det sker, er stadig uvise.