De amerikanske sportsstjerner Megan Rapinoe og Sue Bird skal giftes.

Det afslører Bird på Instagram, hvor man kan se, at hun får overrakt en ring af Rapinoe.

Og det er ikke et hvilket som helst par, der snart får papir på hinanden.

35-årige Megan Rapinoe er det tætteste, man kommer på en fodboldlegende i USA. Med landsholdet har hun vundet VM to gange, og desuden er det blevet til en olympisk guldmedalje fordelt på 168 landskampe og 52 mål.

Men hun får skarp konkurrence på medaljefronten i sit kommende ægteskab, for 40-årige Sue Bird har også et væld af triumfer bag sig efter en lang og glorværdig basketballkarriere, der stadig er i fuldt flor.

Fire olympiske guldmedaljer, fire verdensmesterskaber og fire mesterskaber i den kvindelige NBA – WNBA – er blot nogle af de bedrifter, hendes cv tæller.

Parret efter Sue Birds seneste WNBA-mesterskab.
Parret efter Sue Birds seneste WNBA-mesterskab. Foto: Mary Holt
Vis mere

Forlovelsen er blevet mødt med stor jubel på de sociale medier. Og der er også tikket en hilsen ind fra USA's måske kommende præsident, Joe Biden.

»Kærligheden sejrer altid. Tillykke,« skriver Biden på Twitter.

Og selv om Bidens lykønskning sikkert er dybfølt, er det ikke helt tilfældigt, at han kommer med den.

For Megan Rapinoe er en udtalt Trump-modstander, og hun har været i clinch med den amerikanske præsident, der heller ikke lader til at have meget kærlighed til overs den anden vej. Ja, faktisk har Rapinoes kommende kone, Sue Bird, skrevet en klumme med titlen 'Så præsidenten fucking hader min kæreste', hvor hun kommer ind på hele sagen.