Op til 17 grader. I november. Det lyder ikke som to ting, der rent faktisk er forenelige.
Men det er faktisk det, der venter forude i Danmark. For mandag bliver en sjældent varm dag herhjemme på denne årstid.
»Vinden kommer fra sydvest, og der er lunt i sydlig retning, så vi får pumpet en del lun luft ind over os,« fortæller DMI-vagtchef Mette Wagner til B.T. om de høje temperaturer, der venter.
Varmerekorden for november lyder ifølge DMI på 18,5 grader, målt nær Præstø i 1968, og så højt ser vi altså ikke helt ud til at komme. Men ifølge TV 2 Vejret er det fem år siden, at der bare var over 15 grader i november.
Og det skulle der blive mandag. Hvor det er den sydlige del af Danmark, der får det varmest: den sydligste del af Jylland, Fyn, Lolland-Falster og store dele af Sjælland.
Men vagtchef Mette Wagner følger varmenyheden op med et kæmpestort MEN:
»Det bliver jo ikke en lutter lagkage-dag med høj solskin og 17 grader,« som hun udtrykker det:
»Det er jo dejligt lunt ... men det vil stadig være vådt og gråt.«
For ja, det er stadig i høj grad efterår. Derfor vil mandagen også byde på on-off regnbyger samt risiko for en vis disethed.
»Og det bliver også en ret blæsende mandag, hvor der vil komme en del kraftige vindstød: Altså også vind, regn og fugt. Så det er ikke noget med at skulle ud og have solbrillerne på og nyde, at det er 17 grader i november. Det tror jeg ikke på,« siger Mette Wagner fra DMI.
Prognoserne taler nemlig om kuling og endda vindstød af stormstyrke. Ifølge vagtchefen vil det endda nok blæse så meget, at det kan vise sig at være uholdbart at tage en paraply med udenfor i det også våde vejr, for 'den vil vende den forkerte vej'. Hun nævner samtidig, at det er ved at være tid til at få bundet letvægtstrampoliner og lignede fast, så de ikke blæser væk.
De usædvanligt høje temperaturer varer dog kun til ud på mandagen, hvor en ny koldfront rammer Danmark. Det betyder, at resten af ugen bliver mere november-normal med omkring 10 grader om dagen og det halve om natten. Måske er der dog allerede tirsdag mulighed for lidt solskin trods de nu lavere temperaturer. Trods alt.