Onsdag eftermiddag blev en mors mareridt til virkelighed, da 21-årige Helmi Mossa Hameed i - ifølge politiet - påvirket tilstand kørte hendes femårige pige ihjel, mens de var ude at gå en tur på Peter Bangs Vej i Valby.
Helmi Mossa Hameed flygtede fra gerningsstedet, men er nu anholdt og sigtet for uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder.
En forældregruppe fra pigens børnehave gik kort efter sammen om en indsamling til moderen, og indsamlingen er gået over al forventning.
Målet var at samle 25.000 kroner ind, men søndag morgen nærmer beløbet sig det 20-dobbelte.

»Det er meget rørende. Det er ikke bare os i forældregruppen og børnene i børnehave, der er berørt af det her. Det er hele Danmark, der føler med familien og moderen, der oplevede det (trafikdrabet, red.) på nærmeste hold,« siger Trine-Mathilde Linnebjerg, der selv har en søn i børnehaven.
»Det er meget overvældende, og jeg er helt sikker på, at moderen kan mærke omsorgen for hende.«
Beløbet har søndag morgen rundet 400.000 kroner på indsamlingssiden, men dertil skal lægges ca. 85.000 kroner, som sideløbende er indsamlet via MobilPay, fortæller Trine-Mathilde Linnebjerg.
Hun og de andre forældre måtte bare gøre noget for at vise deres støtte til moderen, siger hun:

»Ingen af os har været i sådan en situation før. Hvad gør man? Indsamlingen er en måde at række ud på. Det var en måde, vi - som forældre i børnehaven - syntes, at vi kunne hjælpe hende på vej. Vi har været i kontakt med hende, og hun er rørt over indsamlingen.«
Trine-Mathilde Linnebjerg ved ikke, hvad moderen vil bruge pengene på. For det er slet ikke der, moderen er lige nu, fortæller hun.
21-årige Helmi Mossa Hameed blev efter anholdelsen varetægtsfængslet i fire uger. Dommeren mente, at han på fri fod ville begå nye lovovertrædelser og stikke af.
På Helmi Mossa Hameeds adresse i Ishøj har politiet i øvrigt fundet 51 falske 1000-kronesedler samt 15 gram kokain og 79 gram hash.

En chef i Københavns Politi har fredag sagt il TV 2 News, at der blev fundet lattergaspatroner i bilen.
21-årige Helmi Mossa Hameed har erkendt, at han kørte den sorte Passat, som onsdag eftermiddag kørte op på fortovet på Peter Bangs Vej i Valby og slog pigen ihjel. Han nægter sig skyldig i uagtsomt manddrab.
Indsamlingen fortsætter de kommende dage.