Den svenske ishockeyspiller Anna Amholt har været syg af coronavirus i 200 dage.

I et interview med Aftonbladet forklarer stortalentet, hvordan hun stadig er generet af sygdommen.

»Alle dage, hvor jeg ikke har ondt i kroppen, feber og ekstrem træthed, er en okay dag,« siger keeperen, der normalt spiller for HV71.

20-årige Anna Amholt blev testet positiv for coronavirus i april, og herefter var hun igennem en længere periode, hvor hun var alvorligt syg.

»Efter det fik jeg alle symptomer på hjertehindebetændelse. Der er ingen, som har bekræftet, at jeg havde det, men jeg havde vel alle symptomer og havde ondt i brystet i tre måneder bagefter.«

Selv om symptomerne ikke er lige så voldsomme nu, som de var i begyndelsen af sygdomsforløbet, så er Anna Amholt altså fortsat meget plaget af coronavirussen.

Og indtil videre har ingen læger været i stand til at komme med et bud på, hvorfor hun bliver ved med at være syg.

»Vi finder ingen fejl i prøverne, så det er svært at sige, hvorfor jeg har det, som jeg har det. Hvorfor jeg har feber, og hvorfor jeg dagligt har ondt i halsen. Alle prøver ser fine ud. Jeg får taget en del forskellige blodprøver og venter på svar på røntgen af lungerne.«

Hendes kontrakt med HV71 er sat på pause på grund af det lange sygdomsforløb, men Anna Amholt er fortsat overbevist om, at hun har en fremtid som ishockeyspiller.

»Det første jeg skal gøre, når jeg er frisk, er at komme i gang med træningen, det er det, jeg savner mest. Derefter er det også at spise god mad, når jeg kan smage noget igen – det ville være vidunderligt,« siger hun.