Ajax har efter et udbrud af coronavirus i truppen kun 17 spillere med til tirsdagens kamp mod FC Midtjylland.

Den hollandske fodboldklub Ajax har 11 coronasmittede spillere inden tirsdagens Champions League-kamp mod FC Midtjylland.

Det oplyser RTL ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Ajax skriver ikke noget på sin hjemmeside om de mange coronasmittede spillere, heller ikke hvem der er tale om. Men klubben har udtaget truppen, der er rejst til Danmark. Den tæller blot 17 spillere.

Heriblandt finder man den 20-årige dansker Victor Jensen, der endnu ikke har optrådt for Ajax' førstehold. Jensen skiftede i 2017 fra FC Københavns ungdomsafdeling til hollændernes ditto.

Blandt de fraværende Ajax-spillere til tirsdagens kamp er anfører Dusan Tadic, Davy Klaassen og førstemålmand Andre Onana. Ajax oplyser ikke, hvorfor de ikke er med.

Hollænderne har kun en enkelt keeper med i truppen, 20-årige Kjell Scherpen, som tirsdag får førsteholdsdebut for Ajax.

Kampen mellem Ajax og FC Midtjylland fløjtes i gang i Herning tirsdag klokken 21. Begge hold har deres første sejr til gode i gruppespillet. FCM er desuden fortsat uden point efter nederlag i de to første kampe mod Liverpool og Atalanta.

Ajax holder pressemøde i Herning mandag klokken 18.45.

/ritzau/