Tennisstjernen Emma Raducanu har mandag delt en kedelig nyhed.
Den forsvarende US Open-vinder er nemlig blevet testet positiv for coronavirus. Det skriver flere internationale medier – eksempelvis Mirror.
Det betyder, at Emma Raducanu har trukket sig fra Mubadala World Tennis Championship, som begynder senere på måneden.
»Jeg havde set meget frem til at skulle spille foran fansene her i Abu Dhabi, men jeg er desværre blevet smittet med corona,« siger hun i et interview og fortsætter:
»Nu er jeg nødt til at vente til min næste mulighed. Jeg har nu isoleret mig efter reglerne og håber at være tilbage på banen meget hurtigt.«
Turneringen i Abu Dhabi skulle have været en del af Emma Raducanus forberedelse frem mod Australian Open, som skal spilles i næste måned.
Mirror skriver videre, at det stadig forventes, at den forsvarende US Open-vinder vil flyve til Melbourne i Australien som planlagt.
Mubadala World Tennis Championship er ærgerlig over, at den 19-årige tennisstjerne ikke kommer på banen i denne omgang.
'Organisationen bag turneringen er ked af at kunne meddele, at Emma Raducanu er blevet testet positiv for coronavirus og derfor har trukket sig fra turneringen,' står der i en meddelelse på flere sociale medier.
Tennisstjernen fortæller ikke, om hun har symptomer eller ej. Hun nævner heller ikke, om hun er hårdt ramt eller ej.