Der var fest, højt humør og nogle af verdens bedste tennisspillere til stede.

Men hvad der skulle have været en tiltrængt velgørenhedsturnering efter flere måneder uden kampe, endte i en skandale af den større, da Adria Tour, arrangeret af Novak Djokovic, blev ramt af coronavirus. Her var det Grigor Dimitrov, der som den første var smittet, inden flere andre fulgte efter.

Nu fortæller den bulgarske stjerne så for første gang om det lange sygdomsforløb, efter han er vendt tilbage på banen.

»Virussen var hård mod mig. Jeg blev derhjemme i omkring en måned. Så hvad kan jeg sige? Det har været en hård vej tilbage,« siger han i et interview med Tennis Majors.

Foto: ANDREJ ISAKOVIC
Vis mere

Velgørenhedsturneringen i Beograd vakte en del opsigt, da der var tætsiddende fans under kampene og håndtryk mellem spillerne, mens flere videoer også viste, hvordan spillerne under turneringen festede tæt med hinanden uden ret meget tøj på.

Kort tid efter kom Grigor Dimitrov så med beskeden om, at han var rejst hjem, efter han var begyndt at få det dårligt.

Og det skulle vise at være en hård omgang, som den 29-årige stjerne skulle igennem.

»Jeg tror, det er forskelligt for alle. Jeg kunne ikke trække vejret ordentligt. Jeg var træt. Jeg kunne ikke smage eller lugte noget. Alt, du overhovedet kunne komme i tanke om. Det var ikke sjovt. For at være ærlig så er jeg heldig, at jeg er på banen lige nu,« fortæller han og fortsætter:

»Jeg var alene i 20 dage i næsten 24 timer hver dag. Jeg brugte over 500 timer for mig selv. Der var en masse ting, der gik gennem hovedet på én. Det er ligegyldigt, hvor mentalt stærk du er som person, atlet eller noget andet. Det er uundgåeligt, at du får nogle dårlige tanker. Det skulle jeg også deale med, ligesom alle andre gør.«

Efter nu at være igennem et hårdt sygdomsforløb har Dimitrov ét særligt budskab, som han gerne vil ud med.

»Vi skal ikke undervurdere magten af den mentale tilstand, som alle er i. Hvis vi tager de rigtige forholdsregler, og alle er i sikkerhed, så vil tingene hurtigere blive bedre. Men det er en mærkelig tid. Man skal arbejde på sin fysiske sundhed, men i den grad også på det mentale.«

Adria Tour skulle egentlig have være færdigspillet 5. juli, men man valgte at aflyse resten af kampene efter corona-tilfældet.