French Open er kun lige gået i gang, men et mindre kaos har allerede ramt den prestigefyldte tennisturnering.

For sent onsdag aften meddelte de franske arrangører, at to spillere er testet positive for coronavirus.

Det skriver BBC Sport.

De to smittetilfælde har efterfølgende resulteret i, at de pågældende spillere er blevet smidt ud af turneringen og erstattet af to nye spillere.

To spillere er smidt ud af French Open efter at være blevet testet positive.
To spillere er smidt ud af French Open efter at være blevet testet positive. Foto: BENOIT TESSIER
Vis mere

»I forhold til turneringens sikkerhedsprotokoller er de to personer blevet fjernet fra lodtrækningen og sendt i karantæne,« skriver arrangørerne i en officiel udmelding og tilføjer:

»Dette er det første tilfælde, og derfor er vi nødsaget til at fjerne spillerne fra turneringen.«

Ifølge det engelske medie er der tale om to doublespillere, og det australske medie News skriver desuden, at de pågældende personer angiveligt skulle være Nikola Mektic og Mate Pavic.

Det vides endnu ikke, hvilke spillere der erstatter doubleparret i turneringen.

French Open har været i gang siden søndag, og her har omkring 5.000 tilskuere hver dag kunnet overvære de mange stjerner i aktion på grusbanerne.

Tennisstjernerne er underlagt stramme coronakrav fra arrangørerne. De må nemlig kun bryde den sociale boble i én time i løbet af dagen.