Wozniacki-klanen bliver snart udvidet med endnu et medlem.

For TV 2-eksperten Patrik Wozniacki har tirsdag delt en stor og glædelig nyhed med sine mange følgere på de sociale medier.

'Så skal bubsi til at være storebror,' skriver en glad Patrik Wozniacki, der danner par med Sofie Pamer, i et opslag på Instagram.

Parret har i forvejen sønnen Nicolas på fire år, der ser frem til at få titlen som storebror.

'Vi glæder os utrolig meget og ikke mindst Nicolas,' skriver 35-årige Patrik Wozniacki til et billede, hvor han står med sin kæreste og søn, der holder sin mor på maven.

Det er ikke første gang i år, der er annonceret et nyt medlem af Wozniacki-familien.

For i starten af 2021 kunne den danske tennisstjerne Caroline Wozniacki som bekendt fortælle, at hun var gravid, og i juni fødte hun datteren Olivia.

Caroline Wozniacki stoppede sin karriere ved Australian Open i 2020, og her var det en tydeligt stolt storebror, der skulle sætte ord på den rørende dag.

»Jeg er ufatteligt stolt. Både af sejre og nederlag. Den person hun har været, siden hun var helt lille. Jeg synes, det er fantastisk, hun aldrig har lavet om på sig selv. Da hun var nummer et i verden, var hun den samme,« lød de rosende ord fra ham.