Den danske tennisspiller Clara Tauson måtte natten til lørdag dansk tid trække sig midtvejs i sin andenrundekamp ved en ITF-turnering i amerikanske Landisville, Pennsylvania.

Mere end 30 graders varme fik skovlen under den 18-årige dansker i kampen mod polakken Magdalena Frech.

- Hun fik hedeslag, ja. Hun havde meget høj puls og hyperventilerede. Og på den baggrund frarådede lægen fortsat spil, skriver Søren Tauson, Clara Tausons far, i en SMS til TV2 Sport.

Efter at have tabt første sæt i tiebreak fik danskeren målt sin puls og sit blodtryk, hvorefter lægen frarådede hende at spille videre.

Hun skulle efter planen også have deltaget i double i turneringen, men også den kamp måtte hun trække sig fra.

Det var Tausons første kamp siden Wimbledon i slutningen af juni. Hun er netop vendt tilbage efter den rygskade, som også tvang hende til at droppe OL i Tokyo.

Tauson er aktuelt nummer 99 på WTA's verdensrangliste i single.

/ritzau/