Under pausen i Super Bowl kunne seere verden over høre tennisikonet Serena Williams fortælle, at hun på vægttabspræparatet Ro har tabt sig 15,5 kilo.

Williams' medvirken i reklamen for Ro har delt vandene efter den gigantiske begivenhed. Nu får hun dog støtte fra prominent dansk hånd.

Serena Williams' kæreste er investor og bestyrelsesmedlem i Ro.
Serena Williams' kæreste er investor og bestyrelsesmedlem i Ro. Ro/Reuters/Ritzau Scanpix

For på det sociale medie X går den danske tennisstjerne Holger Rune ind i debatten og forsvarer sin kvindelige kollega.

»Jeg synes, det er godt, at Serena Williams ikke lader som om, det bare skete natten over, men åbent fortæller om, hvad hun gjorde for at nå sine personlige mål med hensyn til sin krop,« skriver Holger Rune blandt andet i et svar til en bruger.

Brugeren giver i sit eget opslag, der er set næsten 200.000 gange, udtryk for sin bekymring over reklamen.

Vedkommende mener ikke, det er forsvarligt, at Serena Williams som rollemodel for fremtidige generationer opfordrer folk til at benytte sig af vægttabsmedicin.

»Unge, der ser denne reklame, vil tro, at de blot kan bruge dette i stedet for at spise sundt, holde sig i form og være aktive. Det er chokerende, at en atlet promoverer dette, og det sender så mange dårlige budskaber,« skriver brugeren.

I en længere udveksling af beskeder kommer Rune dog frem til, at de ikke bliver enige.

»Jeg må tilbage til mit genoptræningsarbejde,« skriver danskeren, der i øjeblikket arbejder hårdt på at komme tilbage fra sin skrækskade, han pådrog sig tilbage i oktober sidste år.