Novo Nordisk var ikke den eneste virksomhed, der viste sin vægttabsmedicin frem i pausen under Super Bowl.
Også virksomheden Ro – med Serena Williams i front – viste muskler til det storslåede halftime-show.
Undervejs i den milliondyre reklame siger tennisikonet, at hun har tabt 15,5 kilo takket være Ro's vægttabsmedicin.
Derudover fortæller Serena Williams, at hun føler sig sundere på medicinen, der udover injicerbare muligheder nu også kan fås som en pille.
»Vægttabsekspertise, jeg stoler på. Jeg bevæger mig bedre på Ro. Jeg føler mig bedre på Ro. Jeg er Serena Williams. Det her er mig på Ro,« siger hun.
Serena Williams danner par med Alexis Ohanian, der er investor i Ro og sidder i bestyrelsen.

Og det er ikke første gang, at den 23-dobbelte grand slam-vinder taler om sin vægttabsrejse.
Efter fødslen af sin anden datter havde hun svært ved at komme ned i vægt, og i begyndelsen af 2024 startede hun på medicinen GLP-1.
»Jeg var aldrig i stand til at nå den vægt, jeg skulle have, uanset hvad jeg gjorde, uanset hvor meget jeg trænede.«
»Det var vanvittigt, for jeg har aldrig før i mit liv været i en situation, hvor jeg arbejdede så hårdt, spiste så sundt og aldrig kunne nå det vægtmål, jeg skulle have,« har hun tidligere fortalt.
