Boris Becker er en mand, der ikke er bleg for at sige sin mening.

Og denne gang er det medierne, der får en ordentlig tur i kølvandet på den sag, han lige nu er involveret i. Eller rettere – det er faktisk dem fra hans eget hjemland, han ikke er tilfreds med.

»De engelske medier skriver meget pænt. I Tyskland føler jeg, at jeg bliver dømt på forhånd.«

Sådan siger tennislegenden i et interview med Bild. Han har for nylig været for retten, da han er tiltalt for at have fortiet oplysninger i sin konkurssag. Den 52-årige tysker, der til daglig bor i London, er tiltalt for at have forsømt sine forpligtelser i forhold til at give myndighederne korrekt information i forbindelse med sin konkurssag i 2017.

Der er tale om 19 forhold, hvor det fra anklagemyndigheden lyder, at Boris Becker har undladt at give information om beløb og ejendomme, som han enten havde fået eller i forvejen ejede.

Hele vejen igennem har den tidligere tennisstjerne nægtet sig skyldig, men han føler, der er blevet tegnet et andet billede i de tyske medier, der ifølge ham altså allerede har ageret domstol.

»De tyske historier har været ikke bare skandaløse og irriterende, de skader også mit ry,« siger Boris Becker, der nu går efter at få renset sit navn, og han slår fast, at han er mere end villig til at samarbejde med myndighederne.

»Jeg tror på det engelske retssystem og dem, der repræsenterer det. Jeg vil uden tvivl samarbejde og give de korrekte oplysninger gennem hele forløbet,« siger Boris Becker.

Boris Becker var for retten i sidste måned.
Boris Becker var for retten i sidste måned. Foto: ANDY RAIN
Vis mere

Selv om han havde en storslået tenniskarriere, der indbragte ham 160 millioner kroner i præmiepenge alene, har Boris Becker formået at ødsle sin formue væk, og i 2017 blev han erklæret konkurs.

En begæring, der gælder indtil oktober 2031, efter han sidste år blev anklaget for netop at have holdt information om aktiver og transaktioner tilbage.

Det betyder, at Becker ikke kan låne mere end 500 pund uden at oplyse, at han er begæret konkurs. Derudover kan han ikke være direktør i et firma, og han kan ikke spille en rolle i et firma uden at få rettens tilladelse først.

I 2002 blev han desuden dømt for skattesnyd i Tyskland. Det betød, at han fik en betinget fængselsdom på to år og en bøde på det, der svarer til 3,7 millioner kroner.