Tennislegenden Boris Becker er havnet i noget af et stormvejr på privatfronten.

For den 52-årige tyskers ekskone Lilly Becker går nu til angreb på den tidligere verdensetters nye kæreste, Lilian de Carvalho Monteiro.

Ifølge tyske Bild er Lily Becker nemlig rasende over, at den skandaleramte tennisstjernes kæreste bruger for meget tid sammen med eksparrets fælles søn, Amadeus.

'Lad mig sige det på denne måde, så du forstår det. Du er den anden pige inden for syv måneder til at lave morgenmad til min søn,' indleder ekskonen en såkaldt story på Instagram, inden hun fortsætter:

Boris Becker sammen med ekskonen Lily Becker i 2013.
Boris Becker sammen med ekskonen Lily Becker i 2013. NEIL HALL

'Du skal være sød at respektere min søn og tage billeder med Boris Becker i din søde bikini og din fantastiske krop, men jeg beder dig – hold dig væk fra min søn!'

Frustrationerne kommer på baggrund af nogle offentliggjorte feriebilleder af den tidligere tennisspiller og hans nye kæreste, der ser ud til at hygge sig med Boris Beckers to sønner Amadeus og Elias under en luksusferie på Ibiza.

Her skulle et billede af Lillian de Carvalho Monteiro, der smører Amadeus ind i solcreme, ikke være faldet i specielt god jord hos drengens mor, som dog også langtfra er færdig med at skælde ud på det nye par på Instagram:

'Boris fortæller dig det ikke, men jeg vil, hvis du ikke forstår beskeden. Hav en god ferie – uden at du rører mit barn!'

Daniel Bockwoldt

Efter Lily Beckers reaktion på de sociale medier har det tyske medie henvendt sig til hende, men hun ønsker dog ikke at uddybe fejden mellem de to kvinder yderligere.

»Jeg har gjort mit standpunkt tydeligt,« lyder det kortfattet fra den 44-årige hollandske model.

Hverken den fallerede tennisstjerne eller Lilian de Carvalho Monteiro har efterfølgende reageret på ekskonens raseri.

Boris Becker blev separeret fra Lily Becker i 2018 efter ni års ægteskab.

Foruden 10-årige Amadeus har den tredobbelte Wimbledon-vinder også sønnerne Elias og Noah på henholdsvis 20 og 26 år med ekskonen Barbara Becker.

Derudover har Boris Becker også en datter, 20-årige Anna Ermakova.