Det tidligere Manchester City-talent Jeremy Wisten er pludseligt død. Den unge forsvarsspiller blev blot 17 år.

Det bekræfter den engelske storklub i et opslag på Twitter.

'Manchester City-familien er triste over at høre, at vores tidligere akademispiller Jeremy Wisten er gået bort,' skriver den engelske klub og fortsætter:

'Vi sender vores dybeste kondolencer til hans venner og familie. Vores tanker er med jer i denne svære tid,' lyder det fra den engelske storklub, der ikke oplyser dødsårsagen.

Jeremy Wisten blev født i Malawi, men da han var helt lille, flyttede familien til England. I 2016 blev han som blot 13-årig en del af klubbens U13-elitehold.

For nylig forlod han dog klubben, men da han stødte til den, var målet for den unge fodboldspiller at blive en af de største. Faktisk ville han gerne nå op på samme niveau som Vincent Kompany. Han ville være den nye legende.

Hans pludselige død har sendt chokbølger gennem den engelske fodboldverden, og flere Manchester City-spillere har reageret oven på den triste nyhed.

Blandt dem er Raheem Sterling og Aymeric Laporte, ligesom flere tidligere holdkammerater til Jeremy Wisten har delt minder med den unge mand.

En af dem er Cole Palmer, der spillede med Wisten, inden sidstnævnte forlod klubben.

'Du vil være savnet for evigt. Flyv højt, min bror. Hvil i paradis,' skriver han til en række af billeder, han har delt på Instagram.

Der er efterfølgende blevet oprettet en indsamling, der har til formål at støtte familien til Jeremy Wisten.

'Vi samler penge ind til Jeremys familie, så de kan give ham den bedste afsked, som han fortjener. Den smukkeste sjæl, der var elsket af så mange. Alle, der kendte Jez, ved, at han havde et smil, der kunne lyse hele rummet op. Væk alt for tidligt, men aldrig glemt og for evigt i vores hjerter. Vi elsker dig,' skriver Naomi Dolan, der har oprettet indsamlingen.