Tennisstjernen og den tidligere verdensetter i kvindedouble Peng Shuai smed i starten af november en regulær bombe mod den absolutte politiske top i Kina.

På det sociale medie Weibo anklagede hun en kinesisk toppolitiker for at have tvunget hende til sex, men nu har sagen taget en både mystisk og bekymrende drejning.

35-årige Peng Shuai er nemlig ikke blevet set siden. Det skriver Daily Mail.

Politikeren, som tennisspilleren beskylder for overgrebet, er den tidligere vicepremierminister i Kina Zhang Gaoli.

Ifølge Peng Shuai skulle hændelsen have fundet sted for tre år siden.

'Den eftermiddag gav jeg ikke samtykke, og jeg kunne ikke stoppe med at græde. Du tog mig med til dit hus og tvang mig og dig til at have et forhold,' lød det i opslaget ifølge BBC, der var blandt de medier, der nåede at opsnappe opslaget, inden det efter blot 20 minutter blev slettet fra det sociale medie Weibo, der bliver nøje overvåget af den kinesiske stat.

Ifølge tennisstjernen mødte de to hinanden for mere end ti år siden, hvor de startede en affære.

Den afbrød Zhang Gaoli dog kort tid efter, inden han omkring syv år efter igen var interesseret. Det betød, at han ifølge Peng Shuai inviterede hende til Beijing for at spille tennis for derefter at tvinge hende til sex.

Zhang Gaoli og Peng Shuai mødte hinanden første gang for 10 år siden. Dengang havde de en kortvarig affære, som Zhang Gaoli stoppede.
Zhang Gaoli og Peng Shuai mødte hinanden første gang for 10 år siden. Dengang havde de en kortvarig affære, som Zhang Gaoli stoppede. Foto: WU HONG
Vis mere

I det nu slettede opslag skrev den tidligere tennisspiller, at hun ikke har nogen beviser for, at affæren har fundet sted, da Zhang Gaoli – der var og fortsat er gift – insisterede på at holde det hemmeligt.

I første omgang så Peng Shuais profil på Weibo ud til at være blevet deaktiveret og dukkede ikke op, hvis man søgte på hende, skriver Daily Mail.

Det britiske medie har dog fundet ud af, at hendes profil fortsat er aktiv, men at det omtalte opslag mangler, ligesom kommentarer til alle andre opslag er deaktiveret.

Hvis man forsøger at skrive om Peng Shuai eller Zhang Gaoli på det sociale medie, bliver man nu mødt af en fejlmelding – også selvom et indlæg ikke nævner den påståede affære eller overgrebet.

Kina har før været ramt af MeToo-skandaler, men Peng Shuais anklager menes at være den første, der involverer et højtstående medlem af den kinesiske kommunistiske regering.

Til Washington Post har forfatteren Leta Hong Fincher også fortalt, hvordan sagen har potentiale til at skabe en 'bombe' i den kinesiske kommunistiske regering.

»Det her er voldsomt eksplosivt. Det er netop derfor, at den kommunistiske regering ser feministbevægelsen som en trussel mod dem,« udtalte Fincher, der netop har udgivet en bog om feminisme i Kina.

Peng Shuai vandt i 2013 Wimbledon i kvindedouble, inden hun året efter triumferede ved French Open.

Zhang Gaoli var vicepremierminister i Kina fra 2013 til 2018. Han har endnu ikke kommenteret på anklagerne.