Der har været masser af små tegn på romancen i mange måneder efterhånden - uden at parret har villet stå endeligt frem.

Men nu kan de ikke længere skjule kærligheden - landsholdsstjernen Joakim Mæhle og den tidligere FC Nordsjælland-profil Büsra Barut.

På Instagram har de begge postet et sødt billede fra Parken efter fredagens sejr over Færøerne, og nu kan der ikke længere være nogen tvivl.

»Min lille kriger,« skriver Büsra Barut og tilføjer en hjerte-emoji til billedet af de to fanget i et kærligt øjeblik.

Og det er to meget fodboldbegavede personer, der har slået pjalterne sammen. Dansk-tyrkiske Büsra Barut har tidligere været en stor profil for FC Nordsjælland i den bedste danske række.

Den 24-årige angriber står noteret for en landskamp for Tyrkiet.

Nordjyske Joakim Mæhle har haft et forrygende landskampsår, hvor wingbacken har scoret ikke mindre end syv gange for de rødhvide. Og han havde en stor aktie i landsholdets vilde EM-slutrunde samt den suveræne VM-kvalifikation.

En lille sjov detalje om parret - de er født samme dag. 20. maj 1997. Så der er grundlag for nogle solide fødselsdagsfester hos fodboldparret.