Hun har altid talt stolt om den. Men Jeanette Ottesen har alligevel sat en skuespillerfacade på, når hun har talt om sin OL-medalje.
En medalje, der kom i hus i 2016 efter en holdindsats. Det var ikke hende alene, og selvom hun er glad for den, er hun ikke lykkelig for den.
Og i minutterne inden holdkappen svømmede Pernille Blume sig ind i alles hjerter med en OL-guldmedalje, og selvom Jeanette Ottesen blev glad på sin landsholdskollegas vegne, var der også noget »meget fucked up ved det«.
Herunder kan du læse et uddrag af Jeanette Ottesens selvbiografi 'Fri', der er skrevet i samarbejde med Aleksandar Josevski og udgives af Gyldendal. Vi skal skrue tiden tilbage til 14. august 2016, hvor der var svømmefinaler i Rio. Først 50 meter fri og efterfølgende 4 x 100 meter medley:
... Alt skal klikke, fire kvinder, fire svømmere, der skal være som ét par ben, ét bryst, ét sæt arme og ét åndedrag. Det tænker jeg på sidstedagen af OL, hvor vi skal svømme finalen i 4 x 100 meter medley. Alle fire skal svømme deres ypperste; hvis bare én af os har en dårlig dag, så er vi chanceløse.
Det mærkelige er, at vi aldrig træner holdkap i NTC, vi træner ikke for at kunne præstere som et hold. Vi træner individuelt og skal tænke på vores egne discipliner, mens vi samtidig er en del af et hold. Vi har et godt hold, men jeg forventer ikke det store.
Vi kvalificerer os godt nok til finalen i tredjebedste tid, men i finalen stiller de bedste hold med deres stjerner, som de har sparet i indledende. Den luksus har vi ikke. Rikke Møller Pedersen, Mie Ø. Nielsen og jeg gør os klar til finalen ved træningsbassinet, der er placeret lige ved siden af hovedhallen.
Vi samler os foran en tv-skærm, Pernille Blume skal overraskende svømme finale i 50 meter fri lige inden vores finale.
»Det er fuldstændig vildt, at hun er i finalen, pigebarnet har aldrig vundet en international medalje, hun er den, der træner mindst af alle,« tænker jeg. På skærmen ser jeg de otte svømmere blive præsenteret. De kigger ned i gulvet, deres navn råbes op, de kigger op og sænker så hurtigt blikket igen. De er hamrende nervøse.
Så bliver Pernille præsenteret. Hun kigger lige frem med blanke øjne, vinker, smiler naivt, som om hun ikke aner, hvad hun laver der, men samtidig så afslappet og cool. En tanke strejfer mig: »Shit, det løb har hun allerede vundet«.
Men samtidig hamrer en djævel løs inde i mig: »Det kan simpelthen ikke passe, at hun vinder det her. Hun er langtfra den bedste i feltet, og hun skal fandeme ikke vinde OL-guld før mig. Hun kan da ikke komme sådan lige vupti, udefra og ind og så bare lige vinde OL-guld, mens jeg har kæmpet de sidste 16 år og stadigvæk ikke fået min OL-medalje.«
Den tanke kan jeg ikke holde ud. Løbet skydes i gang, og Pernille får en dårlig start. Pludselig tager fanden ved hende. Krudtet tørrer ud hos de andre, de har brugt for mange kræfter inden løbet på at håndtere presset og nervøsiteten, mens Pernille som underdog bare er mødt op uden forventninger. Hendes energi er voldsom, og hun æder alle op. Hun vinder. Vi er målløse, tavse. Total stilhed. Rikke begynder at græde.
Jeg tror ikke, det kun er glædestårer for Pernille, jeg er sikker på, at Rikke har det ligesom mig. Jeg er fuldstændig lamslået. Vi bør række hænderne i vejret og fejre sejren, men både chokket og vores fokus på den finale, vi skal svømme fem minutter efter, lammer os. Helt inderst inde, i mit hjerte, er jeg både glad og stolt på Pernilles vegne.
Jeg ved, at hun har været igennem nogle svære år, jeg ved, at hun har haft det hårdt personligt. Men omvendt tænker jeg, at det er fucking løgn. Hun har ikke lavet dagens gode gerning det sidste halve år til træning.
Hun er kommet og gået, som det passede hende, har trænet meget lidt, har ofte været syg, og for et halvt år siden var hun tæt på at stoppe med at svømme. På et tidspunkt stoppede hun faktisk helt. For tre uger siden tog hun på ferie til Ungarn med sin kæreste lige inden OL, mens jeg har knoklet, knoklet og knoklet uden en forløsning. Der er bare så mange ting, der er så fucked up med det her.
Der går fem minutter, så slår jeg det ud af hovedet. Vi har en finale, der venter, og jeg må samle en grædende Rikke op og få de andre med ned til 'callroom'. Vi tjekker ind og samles igen foran en tv-skærm for at se Pernille modtage guldet i medaljeceremonien.
Pludselig mærker jeg en lykkefølelse, og tårer begynder at strømme fra mine øjne. Jeg er glad på Pernilles vegne. Vi står sammen og synger nationalsangen, vi er alle rørte, mærker en stolt nationalfølelse, og vi kigger på Pernilles våde øjne og dejlige smil på skærmen. Det er et stort øjeblik.
Pernille kommer kort tid efter ind i 'callroom' med sin medalje i hånden. Vi krammer alle fire, tørrer vores øjne og griner. »Nu gør vi det fandeme. Og Pernille, du rider videre på din sindssyge bølge. Vis os, at du er OL-guldvinder,« råber jeg, inden vi går ind i hallen.
Og hun gør det igen, Pernille. Hun svømmer sin crawl på sidste tur i medleyen og banker ind, omkring et sekund hurtigere, end hun gjorde i det indledende løb. Mie svømmer sin rygsvømning i en tid, der ville have givet hende OL-bronze i det individuelle løb, og både Rikke i brystsvømning og jeg i butterfly svømmer op til vores bedste. Det flyder, vi er som en organisme, og vi får bronze – en hundrededel af et sekund fra sølvmedaljen.
Jeg begynder at stortude. Jeg er jublende glad. Og stolt. Det føles som en forløsning. Men hvilken forløsning? Jeg bliver i tvivl, da jeg står på medaljeskamlen. Gjorde jeg det? Alt det, jeg har kæmpet for; alle de tårer, den ødelagte fysik, de mentale problemer, afsavnet og frustrationerne – skal det kulminere med det her? JEG har jo ikke vundet en medalje. MIN drøm er ikke gået i opfyldelse. Jeg har dedikeret mit liv til det her, og så lykkes jeg ikke. Eller lykkes kun halvt. Det er en fucking hård erkendelse.
I de minutter, i de timer skøjter jeg med en lykkefølelse på overfladen, men rammer samtidig bunden med tunge tanker. Jeg har lige set én komme og vinde en OL-guldmedalje med et snuptag, det næste øjeblik står jeg selv med en holdmedalje, der har kostet 16 år af mit liv. Det er ikke den forløsning, jeg havde drømt om. Det er unfair.
Hvorfor skal jeg overhovedet bruge tid på det her, hvorfor skal det gå så godt til træning, hvorfor skal jeg føle mig så stærk og så hurtig, og så når det kommer til stykket, så er det hele bare en illusion? Det hele kulminerer i Rio. Min karriere, mine følelser, min fortid og fremtid.
Veninder og familie ringer til mig og skriger i telefonen: »Du gjorde det, du gjorde det, du gjorde det!« »Nej, jeg gjorde det ikke. Jeg gjorde det ikke selv,« har jeg lyst til at sige. Men gør det ikke. Svømning er en egoistisk sport. Alle de år, hvor man svømmer og træner for sig selv, alene, ingen tænker på dig, ingen tager hensyn til dig.
Man tænker på sig selv og sine egne behov, det gælder om at tilfredsstille sine egoistiske behov for at blive bedre, få anerkendelse og vinde medaljer. Der er intet hensyn til kollektivet, til holdet. Man lærer at leve efter sit ego, og man indretter alt efter det. I sidste ende betyder det, at ikke engang en OL-medalje er nok.
Da jeg vender hjem fra Rio, spiller jeg skuespil. Jeg spiller rollen, hvor jeg er jublende lykkelig over, at jeg endelig har fået min medalje. Jeg er glad, men ikke lykkelig.
Jeg skulle have vundet medaljen i 100 meter butterfly, som jeg har trænet til hele mit liv; hvor min selvforståelse og min identitet som svømmer ligger. Det er svært for folk at forstå, og jeg kan aldrig være ærlig i forhold til min bronzemedalje og følelserne omkring den.
Jeg føler mig ikke fri, når jeg snakker om medaljen eller viser den til nogen eller selv kigger på den. Og i dag spiller jeg stadig skuespil, ikke mindst over for mig selv, når det gælder Rio, bronzemedaljen og illusionen om, at min karriere er fuldendt.
*********
»Pernille Blumes svømmeår har været meget heldigt. Superflot, men superheldigt. Der er andre mennesker, der inspirerer mig mere end hende. Andre, der har præsteret godt i flere år.«
Jeg står i gallatøj ved Dansk Svømme Award et halvt år efter OL og fortæller en journalist min ærlige mening om måden, Pernille har vundet sit OL-guld på.
Medierne går amok over mine udtalelser og skriver om 'krig mellem Blume og Ottesen', om 'ballade i svømmehallen', og at jeg er misundelig på Blume og hendes succes.
Jeg bliver udskammet og skal efterfølgende udglatte og forklare mig både i pressen og over for mine svømmekolleger, som, ved jeg, deler min holdning, men ikke har nosserne til at sige det åbent eller til at støtte mig. Det er så latterligt, og det er en af de ting, jeg hader ved sporten. Og noget, jeg er så træt af.
Jeg undrer mig over, hvorfor mine ord skal drejes til noget negativt af pressen. Hvorfor skal 'heldig' være et negativt ord? Jeg mener det jo ikke på en dårlig måde. Held er et vilkår i succes. Der skal held til at vinde et mesterskab. Det ved jeg alt om. Jeg har også været heldig, når jeg har vundet guld ved VM og EM. Og jeg ved, at Pernille selv har sagt, at det var heldigt, at hun vandt den guldmedalje.
Jeg under virkelig Pernille det guld. Det, hun gjorde den dag i Rio, var fortjent, men at det var held, holder jeg fast i. Hun har heller ikke formået at vinde guld siden. Jeg ringer til Pernille. Hun tager ikke telefonen, så jeg skriver en sms til hende:
'Hej, Pernille. Jeg håber, at du ved, at jeg vil dig intet ondt. Jeg håber, at du forstår og efterhånden ved, hvad journalister kan gøre, og hvordan pressen kan være nogle gange. Du har 100 procent fortjent alt, hvad du har præsteret. Du skal vide, at jeg intet negativt mente med det, jeg sagde. Kh. Jeanette.'
Efter en uges tavshed svarer hun: 'Jeg har ikke lyst til at snakke om det.' Jeg kunne lige så godt have ladet være med at skrive til hende. Jeg tror, at hun er indebrændt og sur. Det får jeg senere også bekræftet ad omveje.
Vi møder hinanden en del gange, og vi svømmer også holdkap sammen ved forskellige stævner. Vores forhold er rent professionelt, vi gør, hvad vi skal i bassinet, men vi sidder ikke og sludrer over en kop kaffe længere. Jeg har ikke noget personligt forhold til Pernille i dag, og hun kunne aldrig finde på at lukke mig ind.
Vi havde ellers et godt forhold, i 2013 specielt, og jeg satte meget pris på hende, men pludselig var der en masse palaver, fordi vi begyndte at hænge ud sammen. Der var nogle i NTC, som ikke kunne lide mig, og jeg hørte, at hun fik på puklen over, at hun tilbragte så meget tid sammen med mig.
Pernille var og har altid været letpåvirkelig og kom i tvivl om, hvorvidt hun burde være venner med mig. Hun er en type, der bliver kastet rundt i manegen, og hvis hun ikke føler, at hun får opbakning hele vejen rundt, så giver hun op. Det gjorde hun også på vores venskab.
Det er bare en af grundene til, at jeg aldrig har brudt mig om landsholdet og NTC. Jeg kan ikke tage de piger, jeg kan ikke tage den måde, de skal blande sig i alt på. Det er en hønsegård. Jeg begræder ikke, at jeg ikke er venner med Pernille længere.
Den Pernille, hun var før OL i Rio, kunne jeg virkelig godt lide, men i dag ved jeg ikke, hvem hun er. Vi ændrer os selvfølgelig igennem hele livet, man kan ikke forvente, at vi forbliver de samme.
Det kan være, at Pernille har fundet ud af, hvem hun gerne vil være nu, og det kan være, at Pernille i dag er den ægte Pernille. Og det er fair nok. Men den ægte Pernille kan jeg så bare ikke helt sammen med, og det er jo bare sådan, det er.
Men jeg ville ønske, at hun var mere imødekommende og givende over for dansk svømning. Jeg står meget alene i at tage kampene i svømmeverdenen, være offentlig omkring emner og sager, der berører dansk svømning og i at give så meget, jeg kan, tilbage til sporten.
Vi, der har været så mange år i sporten, har nydt godt af den og lært så meget, har en forpligtelse til at give bare lidt tilbage, prøve at tage et ansvar og gøre tingene bedre. Det er hun overhovedet ikke interesseret i.
B.T. har forsøgt at få en kommentar fra Pernille Blume, men det har endnu ikke været muligt.
