Hvordan gør man en tur rundt i pandekageflade Danmark udfordrende for klodens allerstærkeste cykelryttere?

Man lægger da bare ruten hen over en af verdens største hængebroer, hvor både stigningen og vinden kan splitte selv et Tour de France-felt ad.

Den danske verdensstjerne Jakob Fuglsang er udmærket klar over, at der venter feltet en ekstraordinær prøvelse, når anden etape af Touren 2. juli 2022 skal køre de 17 kilometer hen over Storebælt.

»Det kan eksplodere i atomer, hvis vinden bare står lidt rigtigt,« siger den kommende Israel Start-Up Nation-rytter til B.T. ved den storslåede Tour-præsentation i Paris.

Når rytterne efter 178 kilometer drejer ind på Storebæltsbroen, kører de straks op over verdens tredjestørste hængebro.
Når rytterne efter 178 kilometer drejer ind på Storebæltsbroen, kører de straks op over verdens tredjestørste hængebro. Foto: Christian Bruna
Vis mere

Han forventer derfor et reduceret felt, der kommer til målstregen i Nyborg og skal kæmpe om den gule trøje.

»En ting er på vej op ad broen, men nedad – hvis du får fart på, og der er sidevind ... Dem, der sidder fremme, kan trække ind i den ene eller den anden side, og så splitter det i atomer.«

Når Tour-feltet kører ind på broen fra Sjælland, rammer de samtidig en jævn stigning i de første tre kilometer, som den almindelige bilist formentlig har bemærket over bropassagen.

På toppen af højbroen bevæger rytterne sig hele – i danske tilstande – 65 meter over vandets overflade. Herefter går det raskt nedad, hen over Sprogø, og så venter den store udfordring.

Jakob Fuglsang ved den storslåede Tour-præsentation i Paris.
Jakob Fuglsang ved den storslåede Tour-præsentation i Paris. Foto: GONZALO FUENTES
Vis mere

Lavbroen. 6,6 kilometers ræs i den helt åbne vestlige del af broen, hvor vinden ofte river og rusker. Målstregen er placeret kun tre kilometer fra broens fod.

»Målstregen er i Nyborg – så det er bare med at komme derudad. Det kan blive en hektisk finale!« siger Jakob Fuglsang, der selv har et es i ærmet inden broræset.

Han er formentlig den eneste i Tour-feltet, der faktisk har prøvet kræfter med asfalten, som normalt kun er forbeholdt bilister.

»Jeg kørte på Storebæltsbroen, dengang de åbnede den. Man kunne få lov at køre over, og jeg var der på cyklen med mine forældre.«

Han er ofte rejst til Frankrig med den gule trøje som mål, men Jakob Fuglsangs forhold til Touren har oftest været uheldsplaget – som her ved sit tidlige exit i 2019.
Han er ofte rejst til Frankrig med den gule trøje som mål, men Jakob Fuglsangs forhold til Touren har oftest været uheldsplaget – som her ved sit tidlige exit i 2019. Foto: ANNE-CHRISTINE POUJOULAT
Vis mere

Den danske veteran, som fortsat jagter sin første Tour-etapesejr, tror generelt, at det bliver en vanvittig hektisk første uge.

Bro, brosten og en benhård bjergetape er ingredienserne i det, der allerede nu ligner et festfyrværkeri af et cykelløb.

»Den første uge bliver hård. Selv hvis det bliver nemme etaper i Danmark, har man alt det stress med at skulle rejse. Så komme til Frankrig, en etape fra Dunkerque og så en brostensetape. Dagen efter: Den længste etape i Touren og så Planche des Belles Filles (hård stigning i Vogeserne, red).«

Den 36-årige Monaco-dansker går den hæsblæsende danske Tour-start i møde som en del af storsatsende Israel Start-Up Nation, hvor han begynder til nytår efter ni år hos Astana.

Anden etape af Tour de France i Danmark går over Storebæltsbroen.
Anden etape af Tour de France i Danmark går over Storebæltsbroen.
Vis mere

Trods sin mildest talt uheldsplagede historik i verdens største cykelløb ser han begejstret frem til den historiske start i København.

»Det ville være noget helt specielt i en karriere at starte en Grand Tour i sit hjemland. Jeg håber virkelig, at det kan lykkes, og det bliver et af målene at komme til start i Danmark,« siger Jakob Fuglsang og fortsætter:

»Også selvom ruten måske ikke passer mig særlig godt som ryttertype. Bare det at kunne opleve en start i Danmark – det bliver stort.«

Tour de France 2022 køres fra fredag 1. juli til søndag 24. juli. Det er første gang, at løbet køres i Danmark, hvor de tre første etaper foregår.