Da Lotte Friis 25. april 2017 annoncerede sit karrierestop som elitesvømmer, var det med en klar drøm om, hvad fremtiden skulle byde på.

Den drøm udlever hun i dag.

Fra Danmarks Radios radiostudier serverer hun underholdende, rørende, personlige historier i det populære 'Formiddag på 4'eren'.

Her to år efter karrierestoppet er den 31-årige ekssvømmer kommet ind i medieverdenen og underholdningsbranchen, som hun første gang for alvor stiftede bekendtskab med i 2009, hvor hun var med i 'Vild med dans'.

Lotte Friis havde Mads Vad som dansepartner under 'Vild med dans' i 2009.
Lotte Friis havde Mads Vad som dansepartner under 'Vild med dans' i 2009. Foto: FLINDT MOGENS
Vis mere

»Før det havde jeg ikke set mediebranchen som en karrierevej,« indleder Lotte Friis:

»Så blev jeg fanget af alt det hurlumhej, der er omkring 'Vild med dans', og alt det arbejde, der ligger i at få en produktion til at løbe rundt.«

»Så begyndte jeg at lægge mærke til, hvad der skulle ske omkring diverse interview, og fandt ud af, hvilke interview jeg godt kunne lide.«

Menneskehistorier

Lotte Friis' radiokarriere startede som praktikant på Radio 100, kort efter hun pakkede svømmedragten sammen.

Efter et interview på stationen faldt hun i snak med en af kanalens værter, Anders Aagaard, og fortalte om sine drømme.

Og så rullede det bare derfra, som Lotte Friis fortæller.

At det er blevet radio i første omgang, er ikke et tilfælde.

»Jeg har altid syntes, at radiointerview har været dejlige at være med til og mere afslappende end fjernsynsverdenen. Jeg lærte en hel masse hos Radio 100, og det har lagt grundlaget for det arbejde, jeg har nu,« fortæller Lotte Friis.

Et af mange højdepunkter i en lang svømmekarriere for Lotte Friis kom i 2008 med OL-bronze i Beijing. Til venstre er det sølvvinder Alessia Filippi og i midten guldvinder Rebecca Adlington.
Et af mange højdepunkter i en lang svømmekarriere for Lotte Friis kom i 2008 med OL-bronze i Beijing. Til venstre er det sølvvinder Alessia Filippi og i midten guldvinder Rebecca Adlington. Foto: TIMOTHY CLARY
Vis mere

Efter en casting hos DR fik hun sit nuværende job på P4. Her er folkets fortællinger i fokus. Og hun elsker det.

»Jeg tror bare, det er det med at fortælle en historie, at fortælle om noget, man ikke vidste, eller man ikke vidste, man havde behov for at vide. De menneskelige historier sammen med den aktuelle nyhedsstrøm synes jeg bare er vildt fedt,« siger hun.

Det nemme stop

Da Lotte Friis sagde farvel og tak til svømmebassinet for to år siden, var det ikke nogen svær beslutning.

Dels var Lotte Friis som 29-årig en af de mest erfarne i sporten, og det var derfor efterhånden blevet logisk at trække stikket. Men beslutningen havde været undervejs i flere år.

Lotte Friis ved OL i Rio.
Lotte Friis ved OL i Rio. Foto: PATRICK B. KRAEMER
Vis mere

»Jeg havde måske ikke sagt det højt til pressen, men jeg havde fortalt det til mine nærmeste venner og familie. Jeg havde leget med tanken siden 2012, men hele tiden skudt den til hjørne, fordi så var der noget andet, jeg gerne ville, og noget andet, jeg ville deltage i.«

OL i Rio 2016 blev Lotte Friis' sidste store mesterskab. Hun stoppede først otte måneder efter, hvor der ellers var udsigt til EM på hjemmebane senere på året.

Men farvellet var sikkert for hende, allerede da hun gav interview kort efter sin sidste tur i det olympiske bassin.

»Når jeg tænker tilbage på OL i Rio, da jeg står og græder under et interview nede ved poolkanten, der vidste jeg umiddelbart godt for mig selv, at det var ved at være slut. Det er nok det, der gør, at jeg har tårer i øjnene, da jeg laver mit sidste interview til OL.«

»Så kæmper man lidt for det, for der var jo EM i København året efter, og det kunne også være fedt, men gejsten for at svømme var der bare ikke,« siger Lotte Friis.

I dag kan hun se tilbage på en karriere med EM- og VM-guld, OL-bronze, en verdensrekord undervejs og i januar en plads i Sportens Hall of Fame.

De lange træningsdage i bassinet er ovre, og det har faktisk været noget af det sværeste for Lotte Friis at vænne sig til i sit nye job. At hverdagen nu hedder kontor, redaktion, ni til fire-job.

»Det er virkelig hårdt, i forhold til hvad jeg forventede. Hold nu op! Svømning var også en lang arbejdsdag, men det var op, morgentræning, hjem og slappe af, sove, aftentræning og så hjem og have en aften. Det var fysisk hårdt, hvor det her er mere psykisk hårdt. I starten var jeg helt bombet af det,« fortæller hun grinende.

Tv-drømme

Når Lotte Friis har talt varmt om radioen, betyder det ikke nødvendigvis, at hun er groet fast der. Der lurer et ønske om at lave mere tv.

»På et eller andet tidspunkt håber jeg at kunne få en finger med i det også,« siger hun.

Tidligere på året fik Lotte Friis sin tv-debut, da hun stod for et segment under Danmarks Indsamling. Her fik hun for første gang øjnene op for, hvordan det var at være på, når der er øresnegl i og en kameramand foran.

»Det var rigtig sjovt at prøve. Det var også et skridt i en retning, jeg gerne vil. Jeg kan godt lide at være på,« siger Lotte Friis, der fremhæver programmet som 'Go’ morgen Danmark' eller 'Aftenshowet' som inspiration.

Lotte Friis blev i januar optaget som det 34. medlem af Sportens Hall of Fame.
Lotte Friis blev i januar optaget som det 34. medlem af Sportens Hall of Fame. Foto: Henning Bagger
Vis mere

»Det minder meget om det, jeg gør til daglig lige nu – at fortælle historierne og involvere lytterne eller seerne. Jeg synes, det er spændende og fascinerende – og så underholdende på en anden måde.«

Og så kan man jo ikke lade være med at spørge: Gemmer der sig en kommende 'Vild med dans'-vært i hende?

»Hehe, ja. Jeg elsker også at være hos DR, og de har rigtig mange fede ting, jeg ville elske at lave.«

»Men jeg tror, det er de færreste, der laver tv og radio, der ville sige nej til lige 'Vild med dans'. Jeg elsker jo programmet, og det vil altid have en speciel plads i mit hjerte, fordi jeg har fået øjnene op for medieverdenen gennem det.«