»Jeg synes godt, jeg kan se træk, men jeg er jo rigtig kritisk.«
Der blev trukket på smilebåndet fra dansk sports nyeste medlem af Hall of Fame, Lotte Friis, da hun besøgte B.T.s studie efter det store Sport 2018 søndag aften.
Svømmeren med blandt andet OL-bronze og VM-guld på cv'et blev medlem nummer 34 af sportens fornemmeste selskab, og med til hæderen hører sig en fast plads i Idrættens Hus.
Den plads er i form af en buste, som vanen tro blev præsenteret på scenen, uden at det nye medlem – eller omverdenen, for den sags skyld – havde set den før. Og selv om Lotte Friis høfligt på scenen konstaterede, at den da lignede, var hun ikke helt sikker, da hun talte med B.T.

»Jeg er jo rigtig kritisk. Jeg synes jo altid, jeg er for tyk eller for grim, og det er jo bare sådan noget, jeg har lært gennem min sport. Jeg tror bare, min umiddelbare tanke var: 'Er det sådan, folk ser mig?'« lød det fra Lotte Friis, som du kan se i toppen af artiklen.
På de sociale medier er der da også nogen skepsis over dette års udgave af busten.
'Er jeg den eneste, der synes Lotte Friis' buste ligner en mand?'
'Var den buste virkelig af Lotte Friis – jeg synes mere, det lignede Peter Schmeichel.'
'Fint og velfortjent med @lottefriis i Hall of Fame, men hvorfor giver man hende en buste, der forestiller den lille rødtop fra B1903, Martin Johansen?'
'Lotte Friis er en meget flot pige, det afspejlede busten ikke helt. Velfortjent medlem af Hall of Fame'
DU KAN HER SE, HVEM ALLE STJERNENE STEMTE PÅ TIL DETTE ÅRS B.T. GULD.
For svømmeren lader det dog til, at hun vælger at lytte til, hvad andre mener om busten.
»Jeg kan umiddelbart godt se træk, hvor jeg sådan tænker: 'Okay, det ligner mig'. Men mine venner og min kæreste siger, det ligner mig, så det håber jeg da, folk synes, det gør,« siger Lotte Friis.
Selvom den blot 30-årige Hall of Famer naturligvis kendte til nyheden om sin nye stjernestatus i dansk sport, blev det alligevel et rørende øjeblik for hende, da hun stod på scenen.
»Jeg havde sagt til mig selv, jeg ikke skulle græde. Da jeg fik lagt makeup i dag, blev der spurgt, om det skulle være vandfast eller ej. Jeg sagde bare 'Nej, jeg behøver ikke vandfast'. Det overraskede mig, hvor meget kærlighed der kom,« fortalte hun til B.T. Sport kort efter showet. Læs mere om det her.
