Hvordan er tingenes rette sammenhæng i den verserende 'svømmesag', der blev indledt i april, da en række danske topsvømmere i DR-dokumentarudsendelsen 'Svømmestjerner – under overfladen' stod frem og fortalte, at de under landstrænerne Mark Regan og Paulus Wildeboer fra 2006 til 2012 var ramt af blandt andet spiseforstyrrelser og depression?

»Jeg var nede i et dybt, dybt sort hul,« har bronzevinderen fra OL 2016 Jeanette Ottesen udtalt, mens svømmeunionens sportschef, Lars Green Bach, har udtalt, at »retningslinierne er blevet fulgt, og de er blevet efterlevet«.

Frem mod midten af oktober er det planen, at der gennem en uvildig undersøgelse skal skaffes klarhed over problemernes omfang. I den forbindelse får alle elitesvømmere fra 2001 til i dag muligheden for at give deres mening til kende via et anonymt spørgeskema.

B.T. har været i kontakt med Lotte Friis, der, inden hun i fjor indstillede sin aktive karriere, blandt andet vandt en OL-bronzemedalje og to VM-guldmedaljer.

Svømmeren Lotte Friis blev i 2018 optaget som nyt medlem af Hall of Fame ved DR's store sportshow i Boxen i Herning.
Svømmeren Lotte Friis blev i 2018 optaget som nyt medlem af Hall of Fame ved DR's store sportshow i Boxen i Herning. Foto: Henning Bagger
Vis mere

»Jeg ser frem til at blive spurgt, og jeg har tænkt mig at give et så fyldestgørende svar som muligt. Som alle andre vil jeg fortælle min side af historien og dermed lægge alle kort på bordet,« siger Lotte Friis.

Mens hun fra 2007 til 2012 trænede på Dansk Svømmeunions elitecenter, havde hun et nært samarbejde med de to kritiserede trænere.

»Hvad angår Regan, fik han sat nogle tanker i gang hos mig,« siger Lotte Friis, der ikke ønsker at forholde sig til den kritik, Mark Regans ledelsesstil de seneste måneder har været udsat for.

»Af gode grunde kan jeg ikke udtale mig om de oplevelser, mine landsholdskolleger har haft med ham. Men jeg synes, han var en fin træner, og at han stod for det, jeg havde behov for,« siger Lotte Friis og tilføjer:

Australieren Mark Regan, billedet, var ansat som landstræner i Dansk Svømmeunion fra 2004 til 2008.
Australieren Mark Regan, billedet, var ansat som landstræner i Dansk Svømmeunion fra 2004 til 2008. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Hvad angår Wildeboer, var han lidt på samme måde som Regan. Jeg har altid haft behov for at have en træner, der kunne råbe efter mig, når jeg var lidt doven,« siger Lotte Friis.

Hun er bekendt med historierne om, at flere landsholdssvømmere har været ramt af såvel spiseforstyrrelser som depression efter at have have trænet under Mark Regan og Paulus Wildeboer, men svarer nej på spørgsmålet om, hvorvidt det er problematikker, hun har hørt omtalt, mens hun stadig var aktiv.

»Jeg kan ikke sige, hvordan folk har opfattet og reageret på deres ledelsesstil. Men jeg har ikke vidst, at det er foregået, mens jeg har trænet sammen med dem,« siger Lotte Friis.

Hun blev i fjor optaget i dansk idræts Hall of Fame og arbejder nu som radiovært på DR's 'P4'.