Hun gav Jeanette Ottesen tørt på ved Danish Open og slog sin egen personlige rekord.

Ved konkurrencen svømmede Emilie Beckmann i tiden 57,60 sekunder i finalen på 100 meter butterfly, og en drøm gik dermed i opfyldelse.

Beckmann klarede OL-kravet, barberede 52 hundrededele af et sekund af sin tidligere personlige rekord og var i finalen over to sekunder hurtigere end selveste Jeanette Ottesen.

Og mens Jeanette Ottesens OL-deltagelse hænger i en tynd tråd, hvor hun skal klare OL-kravet ved det kommende EM i Budapest, kan Emilie Beckmann blive en af de store danske oplevelser ved OL i Tokyo.

Emilie Beckmann og Jeanette Ottesen til EM på kortbane i 2019, hvor de kom ind i samme tid og begge fik en bronzemedalje ved mesterskaberne i Glasgow.
Emilie Beckmann og Jeanette Ottesen til EM på kortbane i 2019, hvor de kom ind i samme tid og begge fik en bronzemedalje ved mesterskaberne i Glasgow. Foto: ROBERT PERRY
Vis mere

»Jeg befinder mig inde i en boble med masser af følelser lige nu. Det er helt uvirkeligt,« sagde Emilie Beckmann til Politiken, efter hun sikrede sig OL-billetten.

Men selvom Emilie Beckmann kan virke som et nyt navn for nogen, har den 24-årige svømmer ifølge den danske svømmelandstræner, Stefan Hansen, i en årrække været på et højt europæisk niveau. Nu har hun taget det næste skridt for at blive en del af verdenseliten.

»Jeg tror sagtens, at hun kan svømme i top-8-12 stykker ved OL. Jeg vil ikke sige til Emilie, at hun skal gå efter medaljer, men man skal jo aldrig sige, at noget er umuligt. Hvis hun rammer sit topniveau, kan det blive sjovt. Om det så rækker til en 12.-, 8.- eller en 3.-plads, må tiden vise,« siger Stefan Hansen til B.T.

Til spørgsmålet om, hvorvidt Emilie Beckmann har overhalet Jeanette Ottesen indenom og muligvis kan skubbe hende af holdkappen til sommerens OL, siger han:

»Det er en luksussituation lige nu, hvor vi har fem-seks piger, der alle kan være med i holdkappen. Jeg skal vælge den OL-holdkap ud fra en helhedsvurdering, som jeg kigger på efter EM i Budapest,« lyder det fra svømmelandstræneren, der slår fast, at holdkappens tid lige nu rækker til en OL-plads, men at de endnu ikke er sikret endelig deltagelse.

Emilie Beckmanns tid ved Danish Open havde været nok til en bronzemedalje ved det seneste EM. Nu får hun i hvert fald mulighed for at fortsætte det høje niveau og svømme med om medaljerne ved årets europamesterskab i Budapest, der starter 10. maj.

Det kan være springbrættet til gode resultater på den helt store scene under sommerens OL i Tokyo.