Da Danmark slog Schweiz onsdag, manglede en væsentlig person i hallen.

Håndboldherrernes landstræner Nikolaj Jacobsen stod nemlig ikke på sidelinjen, da han for nyligt har været igennem en knæoperation.

I stedet befandt han sig i den bizarre situation, at han måtte følge kampen på en computer fra sit hotelværelse.

»Jeg kan sige det sådan, at det er meget sjovere at stå på bænken og styre slagets gang end at sidde her med en computer og en mobiltelefon i hånden,« sagde landstræneren til TV 2 Sport efter danskernes 30-29-sejr mod Schweiz.

Nikolaj Jacobsen under en træning med det danske herrehåndboldlandshold i Aalborg i starten af marts.
Nikolaj Jacobsen under en træning med det danske herrehåndboldlandshold i Aalborg i starten af marts. Henning Bagger

Tidligere på måneden forklarede Nikolaj Jacobsen, at han blev opereret i venstre knæ efter længerevarende problemer.

Det har altså medført, at landstræneren er blevet hjemme fra Schweiz.

»Knæet er ikke klar til en lang rejsedag med flyvetur og så videre, så jeg tager den hjemme fra Danmark,« forklarede han på et pressemøde mandag.

Men han erkender også, at han langt fra har lyst til at misse en landskamp igen på den måde.

»Det var ikke særlig sjovt at sidde alene på mit hotelværelse med en ispose på knæet og følge kampen. Jeg håber, det er første og sidste gang, at det kommer til at ske.«