»Hvis ikke det vender, kan vi ikke opretholde økonomien til at drive en forening. Rigtig mange mister interessen for sporten, og jeg frygter, at det kommer til at tage lang tid at genetablere normal træning for vores medlemmer.«

Sådan siger formand for Vordingborg Svømmeklub Camilla Nordhald, efter coronakrisen har sendt en stor del af det danske idrætsliv i kunstigt åndedræt.

Nedlukningen koster tusinder af medlemmer i landets små foreninger, og især de indendørs sportsgrene har fået en ordentlig mavepuster, som kan blive svær at komme sig over.

Vordingborg Svømmeklub er ingen undtagelse.

»Den største konsekvens for os har været en markant medlemsnedgang. Vi mistede mange under første nedlukning, og de kom desværre ikke tilbage, da vi genåbnede. Nu har vi oplevet en yderligere nedgang,« fortæller Camilla Nordhald.

»Vi har mistet 50 procent af vores medlemmer.«

Ifølge Camilla Nordhald er svømmeklubben den største idrætsforening i Vordingborg. Den talte 500 medlemmer, indtil coronakrisen brød ud.

Hun håber, at mange af medlemmerne vender tilbage efter en genåbning, men ikke desto mindre vender man langtfra tilbage til noget, der minder om normale tilstande.

Camilla Nordhald er formand i Vordingborg Svømmeklub. Under coronapandemien har de oplevet en kraftig nedgang i medlemstallet.
Camilla Nordhald er formand i Vordingborg Svømmeklub. Under coronapandemien har de oplevet en kraftig nedgang i medlemstallet. Foto: Privatfoto
Vis mere

»Der er også noget administrativt i at melde sig ud under nedlukningen, så man ikke betaler kontingent. Men vi ender nok med en medlemsnedgang på 25-30 procent.«

Fortsætter den nuværende situation, kan det blive kritisk. Faktisk kan foreningen ryge helt ud dér, hvor man må lukke ned permanent.

»Vi overlever på puljer fra Danmarks Idrætsforbund og DGI. Vi har lukket ned for alt det, vi kan, og sendt trænere hjem, så vi ikke betaler lønninger,« siger Camilla Nordhald.

Mandag aften blev regeringen og en række partier enige om en plan for den gradvise åbning af det danske samfund.

Ifølge planen bliver det muligt for voksne at dyrke indendørs idræt i maj, mens unge under 18 år kan vende tilbage i den sidste del af april. Hvis altså spredningen af epidemien udvikler sig i den rigtige retning.

Tidligere har direktøren i Dansk Svømmeunion, Merete Riisager, slået alarm i forhold til genåbningen, som trækker ud.

»Vi er i det røde felt. Jeg er overordnet bekymret for, at den langsomme genåbning kan få alvorlige følger,« fortalte Merete Riisager forleden til B.T.

Hos Vordingborg Svømmeklub og Camilla Nordhald er tålmodigheden også ved at være brugt op.

»Vi regner med, at vi også kan åbne op for børn og unge under 18 år den 21. april, og forsøger at være glade for, at det ser ud til, at vi kan genåbne. Men vi mister også tilliden, hvis vi ikke også snart kommer med,« fastslår hun og understreger, at man, så vidt hun ved, »ikke har opsporet smitteudbrud til svømmeklubber«.

Hun erkender, at man indimellem føler sig uretfærdigt behandlet.

»Vi startede alle med at være opbakkende og udvise fantastisk samfundssind i forhold til at få denne smitte væk. Der er også andre end sportsforeninger, der føler sig uretfærdigt behandlet, når tiden går, uden at man mærker en konkret plan,« siger Camilla Nordhald og kommer med et opråb.

»Man når til en grænse. Nu må nok være nok. Det her corona er ikke forsvundet på et år, og det ser ikke ud til at være væk om en måned eller to. Vi må tage stilling til, hvordan vi håndterer det.«

Blandt dansk svømmeunions foreninger har man mistet mere end hvert femte medlem.
Blandt dansk svømmeunions foreninger har man mistet mere end hvert femte medlem. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Men for at kunne genåbne varigt er det altafgørende, at der er lidt økonomi på kistebunden at rutte med.

For svømning er en dyr sportsgren, og i Vordingborg Svømmeklub er det medlemskontingenterne, der bruges til at dække omkostninger efter en genåbning.

»Vi skal lønne trænere, livreddere og betale halleje og baneleje. Det koster penge at genåbne, og fortsætter det sådan her, vil egenkapitalen stille og roligt svinde ind.«

»Vi genererer hverken store overskud eller en høj kapital. Kontingenterne bruges til at dække aktiviteterne, så det er ekstremt sårbart i en situation, hvor alt er nedlukket. Melder folk sig ikke ind igen, så bliver det for dyrt for os at afholde en masse ting,« siger Camilla Nordhald.

Med genåbningen i maj står sommeren for døren, og derfor lander indendørs sportsgrene i en situation, hvor der for alvor først er gang i idrætten til august.

»Får vi ikke lov til at åbne denne her sæson, så kan jeg godt være meget urolig for, hvordan vi står i forhold til genåbning,« erkender Camilla Nordhald.