Der er udbrudt drama i Dansk Svømmeunion.

For hele tre svømmere, der troede, at OL-drømmen skulle gå i opfyldelse i år, er blevet slemt skuffede.

Det drejer sig om Marina Heller Hansen, Amalie Søby Mortensen og Maj Howardsen, der oprindeligt havde fået beskeden om, at de skulle med til Tokyo for at konkurrere i 4 x 200 meter holdkap.

Men det blev bare ikke aktuelt, da Dansk Svømmeunion angiveligt har begået en brøler af de helt store. Det skriver TV 2 Sport.

Marina Heller Hansen er én af den frustrerede svømmere.
Marina Heller Hansen er én af den frustrerede svømmere. Foto: TOBIAS SCHWARZ
Vis mere

»Vi er både vrede og frustrerede over situationen. Men mest af alt er vi virkelig kede af den måde, vi er blevet behandlet på, fordi vi mener, at situationen kunne have været undgået,« lyder det fra de tre svømmere til TV 2 Sport.

Svømmeunionens brøler går i sin enkelthed ud på, at selve tilmeldingen til OL's holdkap blev afvist for få uger siden, da de tre svømmere ikke levede op til de såkaldte b-kravtider, der kun kan opnås i direkte finaler eller indledende heats.

En kravtid, som Dansk Svømmeunion – ifølge de tre svømmere – slet ikke har været nok opmærksomme på, selv om Marina Heller Hansen, Amalie Søby Mortensen og Maj Howardsen gentagne gange har gjort unionen opmærksom på betingelsen.

Merethe Riisager, der er direktør i Dansk Svømmeunion, bekræfter over mediet hele situationen, som hun selv beskriver som »ærgerlig.«

De tre svømmere nåede blandt andet at være en del af en stor mediedag samt underskrev papirer med henblik på at komme til OL inden den skuffende besked.