Tidligere på dagen fik to OL-atleter slukket drømmen, og nu er yderligere to atleter blevet ramt af coronavirus.

Briten Amber Hill, der stiller op i skeetskydning, er således blevet tvunget til at trække sig fra de olympiske lege, efter hun er blevet testet positiv for corona.

Det skriver The Independent.

Skytten er rangeret som nummer et i verden og var en af de største favoritter til at snuppe OL-guldet i disciplinen.

Den britiske guldfavorit Amber Hill kommer ikke til deltage ved OL i Tokyo.
Den britiske guldfavorit Amber Hill kommer ikke til deltage ved OL i Tokyo. Foto: JASON CAIRNDUFF
Vis mere

»Der er ingen ord, som kan beskrive, hvordan jeg har det lige nu,« siger hun til mediet.

Også den amerikanske volleyballspiller Taylor Crabb har testet positivt for virusset.

Amber Hill blev testet positiv i hjemlandet, mens amerikaneren fik konstateret virussen ved ankomst.

Tidligere på dagen kom det frem, at den chilenske taekwondokæmper Fernanda Aguirre og den hollandske skater Candy Jacobs begge er blevet smittet med covid-19.

Fernanda Aguirre blev testet positiv ved ankomsten i lufthavnen, mens Candy Jacobs blev den fjerde atlet, der er blevet testet positiv i den olympiske by.

Afviklingen af OL midt i stigende smittetal i Japan og især Tokyo har mødt stor kritik fra den japanske befolkning, men selvom modstanden er stor, lader det til, at legene vil blive afviklet som planlagt.

Tirsdag kom den øverste chef for Tokyos organisationskomité, Toshiro Muto, dog med en opsigtsvækkende melding, da han indrømmede, at OL stadig kan blive aflyst i sidste øjeblik, hvis smittetilfældene regner ned over legene.

OL starter efter planen fredag 23. juli og varer indtil 8. august i Tokyo.