Lyt til artiklen

Brøndby er nummer et i Superligaen før sidste runde, efter at holdet trods en udvisning vandt 2-1 over AGF.

Brøndby er nu bare én enkelt sejr fra sit første mesterskab i 16 år.

Torsdag slog klubben fra den københavnske vestegn nemlig AGF 2-1 på udebane trods en udvisning af Brøndbys unge Morten Frendrup allerede i første halvleg.

Herefter blev det en arbejdssejr fra Brøndbys side, hvor det som så mange gange tidligere i sæsonen blev superligatopscorer Mikael Uhre, som med to mål sikrede Brøndby sejren.

AGF havde ikke så meget at spille for, da fjerdepladsen i forvejen var sikret, men aarhusianerne lagde sig ikke frivilligt, og Brøndby måtte derfor kæmpe hårdt.

Sejren sender Brøndby på 58 point, hvilket er et point mere end FC Midtjylland, som onsdag tabte 2-4 i Parken mod FC København.

FCK er på 55 point og kan teoretisk stadig nå guldet, selv om det virker usandsynligt, da Brøndby har en markant bedre målscore.

Der er som sagt bare en runde tilbage af mesterskabsspillet på mandag, og her tager Brøndby imod FC Nordsjælland, FCM får besøg af AGF, mens FCK skal en tur til Randers.

Uhre gav gæsterne en drømmestart på kampen i det femte minut, da han gjorde det til 1-0 med sin 18. sæsontræffer.

AGF's venstreback Casper Højer Nielsen fik godt fem minutter senere alletiders chance for at udligne den hurtige føring.

Han skulle tage sig af et straffespark i fraværet af den normale sparker Patrick Mortensen, men desværre for hjemmeholdet reddede tyske Marvin Schwäbe i Brøndby-målet.

Aarhusianerne pressede dog hårdt på for en udligning, og i det 37. minut kom den så, da Patrick Olsen udnyttede AGF's straffe nummer to i kampen.

Inden VAR opfangede forseelsen, der gav straffe, begik unge Frendrup det frispark, der resulterede i udvisningen.

Herefter kæmpede Brøndby sig til pause, og efter den virkede guldbejleren godt tilfreds med at holde resultatet så lang tid som muligt og vente på en enkelt chance.

Med knap 20 minutter igen kom chancen så, da AGF's Sebastian Hausner lavede en alt for kort tilbagelægning.

Den opfangede Uhre, og efter en dribling rundt om keeperen sendte han det vitale 2-1-mål i kassen.

/ritzau/

Genlæs kampen i LIVE-bloggen her: