Brøndbys Simon Hedlund blev fanget for rullende kameraer, da han rasede over dommeren Sandi Putros i pausen af gulddramaet mellem Brøndby og AGF.
Efter en dramatisk første halvleg var svenskeren rasende. Brøndby havde bragt sig foran 1-0, men herfra gik det ned ad bakke.
Morten Frendrup blev udvist efter to gule kort, og så fik AGF tilkendt to straffespark, hvoraf Patrick Olsen scorede på det ene til 1-1.
I pausen blev AGFs unge Sebastian Hausner interviewet af TV3 Sports tv-reporter til det obligatoriske pauseinterview. Og her fangede mikrofonerne og kameraerne en rasende Hedlunds udbrud i baggrunden.
(Se hele stiuationen øverst i artiklen)
»Han fucking bor i byen, den fucking dommer,« rasede svenskeren i baggrunden over kampens dommer, Sandi Putros.
Og ifølge tv-ekspert Kenneth Emil Petersen kan det sagtens ende med, at det koster Hedlund en karantæne.
»Det må man ikke sætte spørgsmålstegn ved. Det skulle ikke undre mig, at det bliver taget op i disciplinærudvalget. Jeg har før sat spørgsmålstegn ved dommere på en lignende måde, og det gav mig en karantæne,« siger han.
Også ekspert Stig Tøfting mener, der vil blive kigget på situationen.
Og han peger på, at Putros rigtig nok bor i Aarhus.
En lignende situation har engang kostet Sønderjyske-assistent Niels Lodberg en karantæne, da han over for netop Putros ytrede noget lignende.
»Det er sgu da kun fordi, at du bor i byen (Aarhus, red.), at du dømmer det straffespark,« sagde han dengang, og det kostede en straf.
Spørgsmålet er så, om man vurderer, at det er lige så slemt at ytre det i baggrunden af et tv-interview.