For få år siden bankede han mål ind i Superligaen, inden han i 2019 sagde stop i OB. Men allerede nu kan Rasmus Festersen være på vej til et opsigtsvækkende comeback til den bedste danske fodboldrække.

Den tidligere angriber er ifølge B.T.s oplysninger i spil til jobbet som administrerende direktør i Sønderjyske.

Gennem de sidste par uger har 35-årige Rasmus Festersen været til to samtaler om jobbet som CEO for Superliga-klubben, der har været på udkig efter en øverste ansvarlig for fodboldafdelingen, siden man i slutningen af marts meldte ud, at man vil ændre markant i strukturen på ledelsesgangene i Haderslev.

Det er det internationale rekrutteringsbureau, Creative Artists Agency (CAA), der står for ansættelsesprocessen, og her er blikket blandt andet landet på Festersen, der i dag arbejder som kommerciel direktør i virksomheden HR-One.

Rasmus Festersen i kamp mod Sønderjyske tilbage i 2016. Nu kan han ende som CEO for de lyseblå.
Rasmus Festersen i kamp mod Sønderjyske tilbage i 2016. Nu kan han ende som CEO for de lyseblå. Foto: Claus Fisker
Vis mere

B.T.s kilder fortæller, at der lige nu er dialog mellem de to parter, men at man fortsat befinder sig i den indledende fase.

Rasmus Festersen stoppede sin aktive karriere i 2019, hvorefter han blev ansat som PR- og kommunikationsdirektør i den fynske IT-virksomhed HR-One. Siden er han steget i graderne og fungerer i dag som CCO (kommerciel direktør, red.) i virksomheden.

Angriberens aktive karriere sluttede lettere turbulent, da det sidste år som professionel bar præg af meget begrænset spilletid, hvor han blandt andet også blev sendt en tur til Polen med OBs U19-hold. Derfra vidste han godt, hvad klokken havde slået, har han tidligere udtalt.

Men efter to år væk fra Superligaen, kan han altså nu være på vej mod et noget overraskende comeback.

Sønderjyske har fra begyndelsen gjort det klart, at man leder efter en dansk kandidat til posten som administrerende direktør, der skal være med til at indlede en ny æra hos de lyseblå.

Tilbage i september sidste år kom Sønderjyske på amerikanske hænder, efter familien Platek med investor Robert Platek i spidsen købte klubben, og siden da er der sket lidt af hvert i Haderslev.

I første omgang mistede klubben sin sportschef Hans Jørgen Haysen til AGF, der senere måtte trække sig helt efter en personalesag i Sønderjyske, og i slutningen af marts kunne man så varsle store ændringer i ledelsen.

I den forbindelse blev det gjort klart, at direktør Klaus Rasmussen ville træde et skridt tilbage i forhold til fodboldafdelingen, men fortsat agere direktør i Sønderjysk Elitesport på tværs af SønderjyskE-organisationen, der også indebærer en håndbold- og ishockeyafdeling.

Foto: Erik Refner
Vis mere

»Vi er meget tilfredse med denne løsning, og vi ser frem til at finde den rette kandidat i den proces, vi nu går ind i. Vi ser frem til, at SønderjyskE Fodbold tager hul på en ny spændende tid med en administrerende direktør, der kan være omkring fodbolden på fuldtid. Jeg ser det som en markant styrkelse af SønderjyskE Fodbold,« sagde Klaus Rasmussen dengang.

Rasmus Festersen, der udover OB også har tørnet ud for FC Vestsjælland, har en bachelor i virksomhedsstudier og geografi, ligesom han er i gang med en MBA på Syddansk Universitet.

Udover stillingen som administrerende direktør er Sønderjyske også på udkig efter en sportschef eller 'Head of Player Development and Recruitment', som de kalder det.

B.T. har været i kontakt med Rasmus Festersen, der ikke ønsker at kommentere på oplysningerne.