Lidt over to års samarbejde slutter efter denne sæson, når Vejle Boldklub og cheftræner Constantin Galca går hver til sit efter kontraktudløb.

Det sker, selv om den rumænske træner har leveret de resultater, der har været ønsket.

I sidste sæson førte han Vejle Boldklub tilbage i Superligaen, da klubben tog den eneste ledige oprykningsplads i 1. division, og i denne sæson lykkedes det at indfri det altoverskyggende mål – overlevelse i den bedste danske række – med tre runder tilbage.

Alligevel blev Constantin Galca og Vejle-direktør Henrik Tønder ifølge B.T.s oplysninger enige om et brud på et møde for nylig i klubben, hvor det gik op for begge parter, at det var for svært at nå hinanden i forhold til en forlængelse.

Galca skal finde sig et nyt job efter sommerferien.
Galca skal finde sig et nyt job efter sommerferien. Foto: Claus Fisker
Vis mere

Og som så ofte før, handler det om økonomi samlet set, herunder hvordan trupsammensætningen for næste sæson skulle se ud.

Constantin Galca - der i Vejle er kendt som en cheftræner med høje krav, og som selv gerne ville kende klubbens skæbne før et møde om en ny kontrakt - havde ganske enkelt betingelser for en forlængelse af aftalen, som Vejle Boldklub ikke følte, den kunne imødekomme.

Vejle Boldklub kom ud af et coronaramt årsregnskab for 2020 med et underskud på syv millioner kroner, og klubben kunne i dette ukendte farvand ikke give nogen garanti for, at der vil blive skudt yderligere kapital i førsteholdstruppen.

Da parterne dermed pegede i hver sin retning for, hvordan de ville føre Vejle Boldklub videre, måtte de skilles.

Vejle skal finde en afløser for Galca.
Vejle skal finde en afløser for Galca. Foto: Bo Amstrup
Vis mere

B.T. har uden held forsøgt at få et interview med både Constantin Galca og Henrik Tønder, men det er ikke lykkedes endnu.

Kilder tæt på forløbet melder dog, at begge parter vurderer bruddet som udramatisk trods uenighederne, hvorfor samarbejdet da også fortsætter sæsonen ud, men meldingen kommer nu, for at både klubben og Galca kan komme i gang med processen for fremtiden.

Dermed skal Vejle Boldklub igen ud at finde en ny træner som afløser for Constantin Galca, der med sin tiltræden i marts 2019 er den længstsiddende cheftræner i Vejle Boldklub i 20 år.

»Gâlcã kom til Vejle Boldklub som et internationalt trænernavn, der normalt ikke ville være muligt for Vejle Boldklub at ansætte. Et Vejle Boldklub, der skulle redde livet i 3F Superligaen, som vi også kom tæt på. Efterfølgende lykkedes det ham at sikre klubben en vigtig oprykning i en sæson, der grundet strukturændringen kun havde én oprykningsgivende plads. Det var en stor bedrift, der i en coronatid ikke fik helt den kredit, den fortjente,« sagde Henrik Tønder tidligere tirsdag i forbindelse med nyheden om afskeden med Constantin Galca.

»I denne sæson er Vejle Boldklub og Constantin Gâlcã kommet i mål med den første overlevelse af den første sæson i 3F Superligaen siden år 2000. Det er en flot bedrift, og Gâlcã efterlader et stærkt fundament og et mere professionelt setup i Nørreskoven, end da han kom hertil. Constantin Gâlcã har medbragt et fokus og nogle værktøjer, der rækker ud over trænerperioden i Vejle Boldklub, og for det fortjener han stor respekt og kredit. På alle måder er det en træner, der virkelig har fortjent sin plads i Vejle Boldklubs historie. Nu skal vi afslutte sæsonens sidste to kampe bedst muligt, og så hylder vi Constantin Gâlcã til sæsonens sidste hjemmekamp mod Lyngby Boldklub. Det er fokus lige nu,« tilføjede Henrik Tønder.

Ifølge B.T.s oplysninger tyder det på, at klubben igen går efter et internationalt navn, men arbejdet gik først for alvor i gang efter mødet mellem Henrik Tønder og Constantin Galca.