Viktor Fischer er fortid i FCK, han skifter til belgiske Royal Antwerp FC på en fireårig aftale.

Det bekræfter FCK på sin hjemmeside.

27-årige Fischer kom til FCK i 2018 for at sætte skub i karrieren, men det blev aldrig helt det, begge parter ville på trods af højdepunkter undervejs. Og nu skal han forsøge at skabe nyt liv i karrieren hos Antwerp, der har danske Brian Priske som træner.

»Det var på mange måder som en stormende forelskelse, da jeg kom til klubben. Både jeg – og jeg tror også mange andre – oplevede, at det var et fantastisk match, og jeg følte med det samme et stærkt bånd til fansene, som altid har behandlet mig bedre, end jeg nogensinde kunne have forventet,« siger Fischer i pressemeddelelsen.

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Han ville have ønsket, det kunne have gået anderledes, siger han.

»Mine skader og andre bump på vejen ændrede aldrig ved den kærlighed, jeg følte og stadig føler til byen og fansene,« siger han og fortsætter:

»Jeg ville ønske, at vi sammen havde vundet flere trofæer, end det blev til, men min tid i København blev den type rutsjebanetur, som har vist sig at være det hele værd i sidste ende på så meget mere end et sportsligt plan,« lyder det fra den nu tidligere FCK-spiller.

Nu skal han tørne ud i den belgiske liga i det næste fire år.

»Han har været en stærk ambassadør for klubben, og vi har været stolte over at have ham. Derfor er det også med blandede følelser, vi sender ham videre,« siger sportsdirektør Peter Christiansen og tilføjer:

»Vi kommer til at savne hans personlighed og hans rappe replikker, som har været med til at give både os og Superligaen en ekstra dimension, ligesom han har gjort det som spiller.«

Fischer kom til FCK fra tyske Mainz i 2018 og havde inden da repræsenteret Ajax og Middlesbrough i sin karriere.

Antwerp har netop taget hul på den nye sæson, hvor der blot er spillet én kamp. Den tabte man til Mechelen med 3-2.