Lyt til artiklen

Superligaen anno 2020/2021 kommer formentlig først til at starte op til efteråret.

Sådan lyder udmeldingen fra Divisionsforeningens direktør, Claus Thomsen.

»Det ser ud som om, at vi først kan komme i gang cirka 1. september med 2021-sæsonen. Og som det ser ud lige nu, skal vi være færdige, så EM kan begynde 11. juni 2021. Det giver os meget få datoer at spille på,« siger han til B.T.

»Det er muligt, at man kan starte op sidst i august, men der er en helt række ting, der skal passe sammen.«

I fjor startede Superligaen op midt i juli-måned, men det bliver helt umuligt i år grundet den verdensomspændende sundhedskrise, der har lagt sportsverdenen ned.

Og det betyder, at man må forvente, 'at 2020/2021 sæsonen kommer til at lide under et uhørt tidspres,' som det fremgår af en mail sendt af Divisionsforeningen til de danske klubber, og som B.T. er i besiddelse af.

Derfor ser Divisionsforeningen nu på, hvordan man bedst muligt kan få afviklet den kommende sæson.

»Der er en række valg og parametre den vej rundt, herunder om alle de internationale datoer (til landskampe, red.) bliver reserveret i efteråret. Et af redskaberne er at forkorte vinterpausen. Det er nok det mest effektfulde redskab, man har. Man kan også kigge på antallet af hverdagsrunder, men det er de to umiddelbare muligheder, der er.«

Direktør for Divisionsforeningen Claus Thomsen (tv.) varsler, at den kommende Superliga-sæson formentlig sparkes i gang til september.
Direktør for Divisionsforeningen Claus Thomsen (tv.) varsler, at den kommende Superliga-sæson formentlig sparkes i gang til september. Foto: ARND WIEGMANN
Vis mere

Tidligst mandag kommer der en plan for genåbning af indeværende sæson, der forventes at genoptages sidst på måneden. Det skyldes, at klubberne skal have mulighed for at kommentere på planen først.

Men ifølge Claus Thomsen tyder meget på, at Superligaen først afsluttes sidst i juli.

»Så kommer der en afslutning af de europæiske turneringer derefter, formentlig, som UEFA har meldt det ud. Senere kommer der ferie og noget genopstart. Det er ikke meget pause, og dernæst ligger der også kvalifikationsrunder til europæiske turneringer dér. Puslespillet er ikke lagt endnu,« forklarer han.

Det første opgør efter den ufrivillige pause bliver kampen mellem AGF og Randers FC.