Den danske Superliga kan være et stort skridt på vej til at blive genoptaget.

Inden statsminister Mette Frederiksen (S) onsdag aften gik ind til mødet med Folketingets partier om en yderligere genåbning, fortalte hun, at hun er klar til at se på yderligere åbninger, end de erhverv statsministeren allerede har nævnt.

»Jeg ser også nogle andre ting for mig. Superligaen for eksempel. Vi har behov for at se noget fodbold igen. Men det bliver ikke med tilskuere og en kold fadøl, som vi kender det,« sagde Mette Frederiksen på et pressemøde.

Det er nu op til forhandlingerne med Folketingets øvrige partier, om der igen bliver spillet fodbold på de danske stadions.

Statsministerens udmelding falder i tråd med den rapport, som Statens Serum Institut (SSI) kom ud med tidligere onsdag.

Her blev der lagt op til, at professionel fodbold i Danmark kunne sættes i gang, uden at det sætter inddæmningen af coronavirusset over styr.

Det kræver dog, som Mette Frederiksen også påpeger, at det foregår uden tilskuere, vurderer SSI.

Dermed kan den anden fase af genåbningen af det danske samfundet godt omfatte dansk topidræt som eksempelvis fodbold.