Tror du, Herfølge fejrede det lidt mere end så mange andre, da de på sensationel vis vandt Superligaen i sæsonen 1999/2000?

Næppe.

AC Horsens-træner Bo Henriksen var en del af Herfølge-holdet, der blev danske mestre for knap to årtier siden.

»Det var magisk på mange områder,« siger Bo Henriksen, der mandag aften gæstede programmet 'Offside' på TV 3 Sport.

En noget yngre Bo Henriksen, dog med længere hår.
En noget yngre Bo Henriksen, dog med længere hår. Foto: LARS MØLLER
Vis mere

Men DM-medaljen? Den har han smidt væk.

»Det var en fed oplevelse, og det var fedt at være med til. Men det er klart, man har ikke den samme følelse, så hvis man havde været med i 33 kampe. Jeg spiller altså kun 10 kampe i den sæson. Så følelsen er måske ikke på samme måde, som hvis man havde spillet 33 kampe. Det er noget af det, man tager med. Jeg har heller ikke medaljen i dag,« siger Bo Henriksen i programmet. Se hele anekdoten øverst i artiklen.

»Hvorfor har du ikke det?« spørger Peter Graulund.

»Jamen, den der aften, hvor... Der gik det.. Altså...,« siger Bo Henriksen først, inden han afslører:

Bo Henriksen og John 'Faxe' Jensen i 1999.
Bo Henriksen og John 'Faxe' Jensen i 1999. Foto: LISELOTTE SABROE
Vis mere

»Selve pokalen forsvandt jo også. Faxe (John Jensen, Herfølge-træner, red.) ringer til mig dagen efter, vi har holdt den der fest, fordi jeg bor tættest på Herfølges klubhus. Jeg kørte over for at se, om den var der, og det var den selvfølgelig ikke.«

»Så kunne vi ikke finde den i tre dage. Så fandt han den under sengen tre dage senere. Så han har nok også været lidt halvhøj,« siger Bo Henriksen, inden han igen bliver spurgt af Kenneth Emil Petersen til medaljen.

»Jeg ved det ikke, altså. Jeg spillede stadigvæk 10 kampe. man skal ikke tage fejl af, at jeg ikke følte, jeg havde så kæmpe stor andel i den. Det er bare en følelse.«

Herfølge vandt ligaen med bare 56 point, hvilket er det laveste pointantal, siden ligaen i 1995 gik over til at have 12 hold.