Superligaen ændrer sig - men det gør seeroplevelsen ikke.

Sådan er meldingen fra de to tv-stationer, der giver dig Superliga-fodbold på tv.

Nordic Entertainment Group (NENT) og Discovery Networks Denmark holdt sammen med Divisionsforeningen pressemøde tirsdag, hvor det blev offentliggjort, at de har generhvervet sig Superliga-rettighederne for perioden 2021-24.

Divisionsforeningens direktør, Claus Thomsen, kaldte det for en historisk aftale for dansk klubfodbold på grund af ændrede kamptidspunkter, der allerede gælder fra den kommende sæson. Og så handler det om penge.

»Økonomisk er det den bedste aftale, vi nogensinde har lavet i dansk klubfodbold - uden at vi sætter beløb på, for det gør vi traditionelt ikke,« siger Claus Thomsen.

Det betyder derfor, at NENT og Discovery Networks Denmark, der står bag henholdsvis TV3 Sport og Eurosport, har måttet punge op med mere for Superliga-rettighederne end før.

Det vides ikke hvor meget, men hurtigt leder det tankerne hen på, om det skal snart bliver dyrere for seerne at se dansk fodbold på tv og på streamingtjenesterne.

Men adspurgt, om det for nogen indflydelse for forbrugerne økonomisk, er der ikke noget, der tyder på det, selvom prisen er gået op, siger Discoverys nordiske sportsdirektør, Anders Antonsen.

»Produktet er det samme, og vi håber selvfølgelig, at Superliga bliver ved med at udvikle sig. Men det er ikke noget med, at vi går ud og siger til forbrugerne nu, at vi har betalt mere for Superligaen, og at prisen så går op.«

»Jeg kan ikke stå her og love, at prisen aldrig stiger. Men det vil ikke være sådan, at vi går ud og siger, at Divisionsforeningen og klubberne er nogle blodtørstige bæster, og at forbrugerne skal være med til at betale for det,« lyder det fra Anders Antonsen.

På samme spørgsmål, om forbrugerne kan forvente en prisstigning, er Group Head of Sports hos NENT, Kim Mikkelsen, nogenlunde i samme båd som hos kollegaerne i Discovery.

»Det er de samme rettigheder, vi har med totredjedele af kampene. Vi har alt fra Nordicbet Ligaen og Sydbank Pokalen. Det er stort set den samme rettighedsaftale. Den ligner,« siger Kim Mikkelsen.