Det kan ende med at gå ret så galt for den 55-årige Vejle-fan, der tilbage i april kastede en skraldespand på banen og ramte en linjedommer.

Anklagemyndigheden har nemlig rejst tiltale mod manden efter straffelovens paragraf 245, der er kendt som den hårde voldsparagraf for 'legemsangreb af særlig rå, brutal eller farlig karakter'.

Det skriver Århus Stiftstidende.

Tiltalen skyldes, at den 55-årige mand i de sidste minutter af det dramatiske Superliga-opgør mellem Vejle og AGF den 21. april rejste sig fra sin plads og i ren raseri smed en skraldespand på banen og ramte en linjedommer på skulderen.

Torsdag skulle manden så være mødt op i retten i Kolding, men ifølge avisen havde et vigtigt vidne meldt afbud, og retssagen er derfor blev udsat.

Strafferammen for paragraf 245 går op til seks år fængsel, men det er dog ikke sandsynligt, at man i denne sag vil komme tæt på strafferammens maksimale udmåling.

Den 55-årige fan blev på stadion hurtigt pågrebet og eskorteret væk fra stadion.

Han har desuden fået en længerevarende karantæne fra alle kampe og arrangementer, som Vejle Boldklub står for.

Det dramatiske opgør mellem Vejle Boldklub og AGF endte ¨4-2 til aarhusianerne efter to sene scoringer.
Det dramatiske opgør mellem Vejle Boldklub og AGF endte ¨4-2 til aarhusianerne efter to sene scoringer. Claus Fisker

Derudover har han fået en bøde på 5.000 kroner for overtrædelse af Superligaens fælles ordensreglement.

Det vides endnu ikke, hvornår sagen igen skal behandles i retten.

Også Vejle Boldklub endte med at blive straffet efter det dramatiske opgør. For udover skraldespandskastet var der også en baneløber, ligesom en linjedommer blevet hevet i trøjen af en fan.

Der blev desuden også kastet drikkevarer på dommerne.

Balladen endte med at koste dem en bøde på 100.000 kroner.