To fodboldfans er blevet meldt til politiet efter søndagens dramatiske superligakamp mellem Vejle og AGF.

Søndagens dramatiske superligakamp mellem Vejle og AGF får et efterspil.

Vejle har nemlig valgt at tildele to tilskuere karantæne. Desuden er de blevet politianmeldt. Det siger Vejles direktør, Henrik Tønder, til TV2 Sport.

»Vi har brugt tiden på at se efter, hvad der helt konkret skete og få det klarlagt, så vi kan agere på det. De ting, der skete, tager vi afstand fra,« siger han.

Både på og uden for banen var kampen fyldt med dramatiske højdepunkter.

I første halvleg røg temperamenterne i kog, da Vejles Vladlen Yurchenko sparkede bolden i mål efter et dommerkast. Efterfølgende tillod Vejle, at AGF løb ned og udlignede til 1-1.

Fire minutter før tid følte Vejle-lejren sig snydt, da et frispark blev taget hurtigt af AGF-spillerne, der scorede, efter at dommer Peter Munch Larsen havde kaldt Vejles Mads Greve hen for at give ham et gult kort.

Det førte blandt andet til, at en tilskuer løb ind på banen, mens en anden kastede en skraldespand ind på grønsværen i nærheden af linjedommeren.

»Det betyder blandt andet, at den person, der løb ind på banen, får karantæne og er overgivet til politiet.«

»Vi har også identificeret personen, der kastede skraldespanden på banen. Han får ligeledes karantæne, og hændelsen er også overgivet som politisag,« lyder det fra direktøren.

AGF vandt opgøret 4-2.

/ritzau/