AGF scorede i et tomt mål i 4-2-sejren over Vejle, da Vejle lige inden ubevidst scorede efter dommerkast.

Vejle Boldklub tabte søndag aften 2-4 hjemme på Vejle Stadion mod AGF i Superligaens nedrykningspulje 1.

Det skete efter en vanvittig dramatisk første halvleg, hvor Vejle-angriber Allan Sousa fik rødt kort, og hvor to meget kontroversielle scoringer faldt efter en fairplay-situation.

Resultatet betyder, at Vejle ender på fjerdepladsen i puljen, da holdet inden sidste spillerunde er fire point efter Sønderjyske. Dermed skal vejlenserne ud i drabelige playoffopgør mod enten Hobro eller Vendsyssel om at undgå nedrykning.

Vejle startede kampen meget offensivt, men det var ikke chancerne, der fik fokus i første halvleg.

For efter 33 minutter kom der gang i dramatikken.

Et frispark blev begået på Vejle-kantspiller Allan Sousa, som umiddelbart efter farede op i hovedet på AGF-kant Jakob Ankersen og forsøgte at nikke ham en skalle.

Det takserede kampens dommer, Peter Munch Larsen, til et rødt kort til Sousa, og Vejle var nu reduceret til ti mand.

Men det var slet ikke slut med dramatik på Vejle Stadion.

Efter et spilstop midt på banen forventede aarhusianerne, at hjemmeholdet udviste fairplay, men Vejles Vladen Yurchenko valgte at sparke bolden ned i AGF-målet. Det er dog ikke til at sige, om ukrainerens mål var en bevidst handling.

Efter den kontroversielle scoring var der store diskussioner mellem trænere og spillere.

Hjemmeholdet viste dog efterfølgende fairplay, da vejlenserne gav AGF-angriber Patrick Mortensen frit løb ned til mål, og han kunne meget bizart trille bolden i mål til 1-1.

Vejle fik dog hurtigt svaret igen, da Yurchenko fordoblede sin målscore med et fladt frispark på kanten af feltet til 2-1.

AGF kom bedst ud til anden halvleg.

Patrick Mortensen kunne i det 57. minut udligne til 2-2, da han fik rettet et indlæg i kassen.

I det 86. minut fuldendte Patrick Mortensen sit hattrick, men scoringen gav anledning til mere dramatik. Op til scoringen satte AGF hurtigt et frispark i gang, og det snød fuldstændig Vejle-spillerne, der ikke var klar.

Vejles anke var, at frisparket ikke blev taget korrekt, men målet stod til store protester fra Vejles side.

Der var lagt ti minutter til det dramatiske opgør i anden halvleg, og da Tobias Sana i det 94. minut scorede til 4-2, så kampen ud til at være afgjort.

Vejle nåede dog at få en livline mere med et straffespark, men Yurchenko brændte på Kamil Grabara.

/ritzau/