Fra sæsonen 2020-21 vil der atter kun være 12 hold i den bedste danske fodboldrække.

Det oplyser Divisionsforeningen i en pressemeddelelse. Det sker som følge af, at de danske ligaklubber er blevet enige om en ny aftale, der samler alle medierettigheder og øvrige fælles rettigheder frem til 2031.

»Jeg er stolt over, at klubberne har valgt at lave den her aftale, som får afgørende indflydelse for dansk fodbolds fremtid. Klubberne har så at sige ”taget klubtrøjen af” og valgt at se på, hvad der er bedst for dansk klubfodbold samlet set,« siger i Divisionsforeningen Claus Thomsen i pressemeddelelsen.

Superligaen vender atter tilbage til kun at bestå af 12 hold.
Superligaen vender atter tilbage til kun at bestå af 12 hold. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Når Superligaen vender tilbage til atter at bestå af 12 hold frem for 14, som det er tilfældet i dag, betyder det dog ikke, at man genindfører det gamle format, hvor klubberne møder hinanden tre gange og på den måde afgør det danske mesterskab og sæsonens nedrykkere.

Slutspillet bevares,og det starter efter 22 runder med grundspil. Herefter spiller top seks et mesterskabsspil, der kommer til at foregå, som vi kender det i dag.

Nummer 7 til 12 mødes også ude og hjemme i et kvalifikationsspil. Nummer 11 og 12 rykker ned, mens vinderen af kvalifikationsspillet møder nummer tre, fire eller fem fra mesterskabsspillet i en kamp om den sidste plads i Europa.

Dette betyder også, at konceptet med nedrykningspuljer droppes.

FC Midtjylland blev danske mestre sidste sæson.
FC Midtjylland blev danske mestre sidste sæson. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Divisionsforeningen oplyser i pressemeddelelsen, at anmodningen om at justere antallet af hold og turneringsformatet i Superligaen fra de to rækker skal vedtages af Divisionsforeningens bestyrelse for at falde endegyldigt på plads.

Divisionsforeningen oplyser desuden, at NordicBet Liga fortsat kommer til at have 12 hold, som det er tilfældet i dag. Når strukturen laves om, vil det betyde, at 2019-20 bliver en såkaldt overgangssæson.

Her vil der være tre nedrykkere til første division og kun én oprykker.