Han er kun 18 år gammel og har endnu ikke nået sin Superliga-kamp nummer 25. Men allerede nu mærker AaB interesse for stjerneskuddet Mikkel Kaufmann.

For der er noget specielt over den fysisk stærke teenager, som har scoret syv mål i denne sæson og derfor er på en delt sjetteplads på superligaens topscorerliste.

»Der er noget interesse, men skal vi ikke sige, at det er på agentniveau indtil videre. Det er nok også naturligt, at der er interesse, når man tænker på hans unge alder. Han scorer ikke bare mål, men han scorer også iøjnefaldende mål. Det er nok det, de har lagt mærke til sammen med hans fysik, som gør ham interessant,« siger AaB-direktør Thomas Bælum og understreger hurtigt:

»Der er ikke noget konkret. Det er for tidligt.«

Foto: Henning Bagger
Vis mere

Mikkel Kaufmann fik sine første Superliga-minutter i sidste sæson, men på denne side af sommerpausen har han løftet sig ind i fodboldfansenes bevidsthed uden for Aalborg Kommune.

Der skulle ifølge B.T.s podcast Transfervinduet være interesse fra de lande, som normalt orienterer sig i Superligaen - altså lande på niveauet lige under de største ligaer.

»Der er en hype omkring unge fodboldspillere i dag, som er anderledes end de foregående tre-fire år. Der har de en højere værdi, og der er mere bevågenhed om dem. Så lige så snart man har en ung mand, der scorer mange mål og flotte mål, kommer der en hype,« siger Thomas Bælum.

AaB så allerede potentialet i Mikkel Kaufmann, inden han fik sit gennembrud i dette efterår. Og i sommer forlængede nordjyderne kontrakten med den 18-årige angriber. Det var ikke bare en lærlingekontrakt, som Kaufmann fik sig til sommeren 2023.

»Han fik en seniorkontrakt i sommer. Mikkel gjorde det fantastisk på U19-holdet allerede. Når man scorer mange mål på vores ynglingeligahold, begynder hypen at komme. Så vi har en lang kontrakt med Mikkel.«