Superliga-klubberne og landets fodboldfans hungrer efter fyldte danske stadions, men det skal ikke ske for enhver pris.

En begrænset adgang for tilskuere kan nemlig skabe problemer for de i forvejen hårdt prøvede Superliga-klubber.

»For langt de fleste klubber gælder, at det er vigtigt, at det er mange mennesker, man lukker ind på stadion. Ellers er der for mange, man skal skuffe,« siger direktør for Divisionsforeningen Claus Thomsen om genåbningen af de danske fodboldstadioner:

»Det er afgørende, at vi kan have alle vores fans og partnere med. At vi ikke skal begynde at skille halvdelen af dem fra mod en ny sæson. For så kommer det til at gøre ondt på fodbolden fremadrettet.«

Hos FC København forklarer kommunikationschef Jes Mortensen, at man mener at kunne tage imod mellem en fjerdedel og halvdelen af Parkens samlede kapacitet på 38.000 tilskuere, selvom han erkender, at øvelsen ikke er simpel.

»Jeg tror også, at Claus ville være enig i at sige, at et sted mellem 50 og 25 procent er et minimum,« forklarer han.

For de store Superliga-klubber kan der opstå et vanskeligt dilemma, hvis de kun får tilladelse til at lukke en brøkdel ind. I FC København og Brøndby går 12-20.000 billetter til sæsonkortholdere og sponsorer ved hver eneste kamp.

Hvad gør man så, hvis man kun har tilladelse til at lukke færre mennesker ind? Skal sæsonkortholdere prioriteres, er det sponsorer, er det den mest loyale eller den mest betalende?

»For os handler det om at åbne for tilskuere eller ej. Vi synes godt, at vi kan gøre det på en måde, hvorpå man åbner op for cirka 50 procent af vores kapacitet på en forsvarlig måde,« siger Jes Mortensen, der stadig forudser udfordringer for FC København, selvom man kan tage imod halvdelen af kapaciteten.

»Vi kommer stadig til at stå med nogen, der ikke kan få den plads, som de mener, de skulle have haft. Så må man finde ud af, hvad man gør. Der er altid en procentdel, der ikke kan komme, så kunne man eksempelvis give deres plads videre.«

Han mener, at der skal skræddersys løsninger til hvert enkelt af de 14 Superliga-stadioner, da man ikke kan generalisere på tværs af de mange arenaer og deres forskelligheder.

»Det er jo ikke at åbne, hvis man taler om at lukke 500 mennesker ind. En reel åbning ville være, at man laver en individuel plan for, hvordan man kan lukke tilskuere ind igen.«

I FC København arbejder man på at lukke tilskuere ind i Parken igen, og man mener, at man på forsvarlig vis kan tage imod 25-50 procent af kapaciteten på 38.000, fortæller kommunikationschef Jes Mortensen.
I FC København arbejder man på at lukke tilskuere ind i Parken igen, og man mener, at man på forsvarlig vis kan tage imod 25-50 procent af kapaciteten på 38.000, fortæller kommunikationschef Jes Mortensen. Foto: Nils Meilvang
Vis mere

»Klubberne har vidt forskellige forudsætninger. Vores stadioner minder på ingen måde om hinanden i forhold til størrelse, fankultur og så videre. Derfor synes vi ikke, at debatten skal handle om 0 eller 500 tilskuere, men om hvordan vi kan åbne op på en forsvarlig måde. Det mener vi, at vi kan, og derfor synes vi, at diskussionen om 0 eller 500 ikke er relevant eller den meningsfulde at tage,« siger FCKs kommunikationschef.

Hos FCK er man ved at udarbejde en plan for, hvordan man kan tage imod flest muligt tilskuere på en forsvarlig måde. Her skal der åbnes for alle syv tribuner på stadion for at sprede folk bedst muligt og udnytte pladsen.

Alle de yderste rækker tæt på trapper bliver derudover blokeret, og nu er dialogen i gang med fans, politikere, myndigheder og politikere om, hvordan man kan genåbne bedst muligt.

»Vi arbejder så hurtigt, vi kan, og vi er allerede langt med planen. Men hvornår vi er helt i mål med den, tør jeg ikke love, fordi der er mange spørgsmål, vi og andre skal stille os i processen, så vi er så sikre som muligt på, at vi gør det på en ansvarlig måde,« forklarer Jes Mortensen.