Det endte helt galt for den tidligere Superliga-topscorer Erik Bo Andersen for år tilbage.
I 2013 gik den tidligere AaB-angriber nemlig konkurs efter investeringer i henholdsvis Sunset Boulevard og et byggeprojekt, der begge gik i vasken.
Det skriver DR Sporten.
Erik Bo Andersen – eller 'Røde Romario' som AaB's fans kaldte ham i 90'erne – endte med at tabe et større millionbeløb på investeringerne, som i sidste ende kostede ham hans fodboldformue, biler og det dyre sommerhus til en værdi af syv millioner danske kroner.
»Tiden op til konkursen er det hårdeste, jeg nogensinde har prøvet. Jeg havde absolut ingen kontrol over noget som helst,« fortæller han i et stort interview med DR Sporten.
Han var stresset, og tankerne fløj rundt i hovedet på ham i den periode, mens banken krævede pengene betalt ved kasse 1.
Perioden gjorde, at han røg ind i et uønsket vægttab, hvor han endte med at tabe otte kilo på kun tre måneder.
I dag er 50-årige Erik Bo Andersen dog kommet ovenpå igen efter konkursen for syv år siden.
Han arbejder i dag med boliginvesteringer og har sit eget firma. Noget, der igen har gjort ham til millionær, lyder det.
Erik Bo Andersen blev topscorer i den bedste danske fodboldrække i 1995, hvor han var med til at vinde guld med AaB.
Karrieren bragte ham herefter vidt omkring med ophold i blandt andet skotske Rangers og Duisburg i Tyskland inden returen til Danmark med ophold i OB og Vejle.